Juleleksikon

 

Tilbage til forsiden

(Hvis du skulle få den ide at printe dette juleleksikon ud, må jeg hellere først advare dig om, at den fylder rigtig mange sider, vist omkring 50)

 

Advent

Advent (latin): (Kristi) komme; tiden fra og med 4. søndag før jul til 24. december; fra 5. årh. fejret som forberedelse til julen.

Kirkeåret begynder den første søndag i advent. På en af de 7 datoer mellem den 27/11 og den 3/12 indledes Herres år med en 4 uger lang adventstid, hvor man åndeligt skal gøre sig rede til at modtage juleevangeliets budskab om Herrens komme  - det er hvad Adventus Domini betyder på latin.

 

Adventskransen

Nogle bruger at hænge kransen op i 3 bånd. Ligesom på julemærket. Det er nemlig lettere at finde kransens balancepunkt med 3 bånd end med 4. Derimod er det sværere at anbringe 4 lys mellem 3 bånd. Derfor foretrækker mange trods alt de 4 bånd!

Om man bruger 3 eller 4 bånd har således ikke noget med nogen form for kristen symbolik at gøre. At nogle kategorisk fastholder, at det ene er "rigtigere" end det andet, skyldes udelukkende familietradition.

Adventskransen kom til Danmark via nordtyskland. I Haderslev kendte man den allerede omkring 1900, og det skyldes påvirkninger fra den nærliggende by Christiansfeld, hvor den adventsbegejstrede brødremenighed bor. Selv om deres julespecialitet var adventsstjernen, så har de også lavet adventskranse af mos, som de hængte op i hjemmene. I Åbenrå blev kransen først kendt senere, nemlig under Første Verdenskrig, og det var ikke, fordi man havde lært den at kende hverken i Haderslev eller Christiansfeld. En overlægefrue i Åbenrå fortæller om, hvordan hun har bidraget til, at den blev indført der i byen. Det hele begyndte meget personligt. Hun fortæller, hvordan hun i 1914 omkring advent følte sig knuget af ensomhed og stor ængstelse - "min mand var ved fronten, og jeg havde ikke hørt fra ham - vidste ingenting - og tænkte, at jeg måske aldrig så ham mere". Fra sin barndom i Thuingen mindedes hun da, at hun hos sin mormor tilbage til 1888 havde set en adventskrans, og en sådan lysekrans fik hun nu lyst til at hænge op i sin hjem. Så gik hun ned til gartneren i hovedgaden. Men gartneren anede ikke, hvordan en adventskrans så ud. Hun måtte i forbindelse med en gammel kollega, der stammede fra Oberschlesien. Han kunne forklare, hvordan den skulle laves. Flere sønderjyske højskoler tog derefter denne Åbenrå-tradition op, og allerede i begyndelsen af 1920'erne blev den også indført på Askov og på Snoghøj Gymnastikhøjskole- og den er i øvrigt på den tid blevet så almindelig rundt om i hjemmene over hele landsdelen, at man nu med rette kan betegne adventskranse som en sønderjysk tradition.

Og den sønderjyske adventskrans blev kendt over hele landet, da blomsterhandlerne begyndte at forhandle den i 1939-1940, og den blev indført i mange hjem under Besættelsen. Det var en lyseskik, man gerne tog til sig i en mørk tid, og allerede på julemærket i 1946 afbildede man denne grankrans med de røde bånd og de fire adventslys. Dermed var den nye tradition med et slag - og ret beset meget hurtigt - blevet så at sige autoriseret som en rigsdansk juleskik.

 

Adventsstjernen = Julestjernen

Den rød/gule, 5-takkede papirstjerne med en elektrisk pære inden i, som mange hænger op i vinduet den 1. december, kalder vi herhjemme for julestjernen. Svenskerne kalder den for adventsstjarnan eller Hernhuterstjarnan, og den er kommet ind i den danske jul fra Sverige i 1950'erne.

 

Bagværket

Igennem alle tider har julen været forbundet med god og rigelig mad. Oprindeligt hænger det sammen med, at man da havde fået opbygget sit vinterforråd. I november (der tidligere hed Slagtemåned) slagtede man, og i december (Bagemåned) kom turen til bagværket.

I julemåneden undte man sig en del af det bedste fra forrådet – både til fejringen af julen og fordi man herved mente, at man kunne sikre sig tilsvarende overflod og velstand i det kommende nye år.

Oprindelig var det vigtigste bagværk brødet. I 16-1700-tallet var det især runde og ovale sigtebrød (af sigtet rugmel). De kunne være meget store (op til 12 kg) og dekoreret med mønstre og figurer eller formet som mere eller mindre stiliserede husdyr. Disse brød blev kaldt julekager og var langt finere end hverdagens grove brød (bagt af usigtet mel). På de store gårde deltog mange i opbygning af vinterforrådet, og karlene og pigerne fik en del af julebaget som tak for indsatsen. Det blev kaldt ”julegaver”. Præsten, degnen, smeden o.a. fra landsbyen fik også brød i ”julerente”.

Ud over brød bagte man også æbleskiver. Egentlig var det ikke noget særligt for julen, for siden 1600-tallet havde man spist æbleskiver til festlige lejligheder hele året rundt. Men de blev også brugt til jul, og i dag forbinder mange kun æbleskiver med julen.

Af deciderede kager bagte man til jul pebernødder og klejner, mens de mange andre typer af småkager, som vi kender det fra nutidens jul, først blev rigtigt udbredt med kaffedrikningens og komfurernes indtog i husholdningerne i løbet af 1800-tallet.

 

Blomsterne

Til festlige lejligheder har man altid pyntet særligt op. I gamle dage ”majede” man sine stuer ud med grønne grene og blomster som symbol på fest, frugtbarhed og rigdom.

Ved vintertid er der på vore breddegrader ikke så meget naturligt grønt at få fat i. Derfor har man altid især brugt grangrene til juleudsmykning. I 1800-tallet brugte man også løvgrene, som man fik til at springe ud ved at sætte dem i varmt vand, og fra slutningen af 1800-tallet betød de forbedrede transport- og dyrkningsmetoder, at det blev muligt at købe særlige juleblomster i forretningerne.

Den første egentlige juleblomst var begonien, der blev introduceret af en fransk gartner i 1890’erne. Omtrent samtidig begyndte man at pynte med mistelten, en skik fra de engelsktalende lande. I dag er julestjernen nok den mest traditionelle juleblomst. Det gælder især den med de højrøde blade, som optrådte på julemærket i 1950. I nyere tid er den fremdyrket i mange andre farver.

Også hyacinten er udbredt, og mange forbinder dens duft med rigtig julestemning. Den fås i mange farver, men er især populær i mørkeblå/violet og lyserød.

En anden forårsblomst, tulipanen, er i dag også blevet en populær juleblomst.

Den hvide eller bordeaux julerose, der fra naturens side blomstrer i december, blev en populær juleblomst efter Selma Lagerlöfs fortælling om, hvordan skoven julenat forvandles til en blomstrende have for at fejre Jesu fødsel.

Endelig skal alpeviol eller cyklamen også nævnes som yndet juleblomst.

 

Bondens jul

Mange af de skikke og traditioner, som vi kender i dag, fandtes også i bondesamfundets jul.

Andre er derimod nu helt forsvundne - det gælder fx forestillingen om de dødes gudstjeneste julenat, varslerne og den folketro, der blev forbundet med den særlige julenat. "Kernen " i bondens jul var stort set uændret fra middelalderen og frem mod 1800-årenes midte: det kristne element og ønsket om, at det kommende år måtte bringe frugtbarhed og god avling.

"Jerusalems skomager" - eller "Den Evige Jøde" hørte til julenattens uhygge. Beretningen om jøden Ahasverus, der er dømt til at vandre indtil Verdens Ende har været kendt i Danmark siden 1500-årene. Hvileløsheden var straffen fordi han havde jaget Jesu bort, da han kom slæbende med sit kors og ville hvile sig op af skomagerhuset på sin vej til Golgatha.

Kun julenat må han hvile, og hvis en bonde lod sin plov stå ude, risikerede han, at Jerusalems Skomager kom og satte sig på den. For fremtiden ville der så kun vokse ukrudt, der hvor ploven pløjede.

For bondesamfundets mennesker var vinter (- og jule-) mørket fulde af væsner og kræfter, der kunne være farlige. Et vandresagn handlede om, hvordan en kvinde ved et uheld kom med til "De Dødes Gudstjeneste" i den lokale kirke, og nær var blevet sønderflået af dødningene. Andre sagn fortalte, hvordan nedmaninger var gået galt, og genfærdet derfor fik lov at komme op og spøge én gang om året. Det var da i reglen netop julenat.

Netop fordi juletiden var særlig "hellig og speciel", var den også meget velegnet til at tage varsler i. Der kendes mangfoldige former for varsler, fx om hvem der ville dø i det kommende år, hvem man ville blive gift med, hvilke kornsorter, der ville stå bedst eller hvordan vejret ville arte sig. Det sidste kunne man finde ud af ved at sætte "julemærker". "Julemærker" var cirkler, der blev udfyldt på forskellig måde, alt efter, hvordan vejret var i de 12 "juledage" mellem 25. december og 6. januar. Hver af de dage svarede til en af årets 12 måneder.

En af de store fornøjelser for bondesamfundets folk var julestuerne, hvor især de unge mødtes til forskellige lege i private hjem. Julestuernes storhedstid var tilsyneladende begyndelsen af 1700-årene, hvor datidens moderne pietistiske præster kæmpede voldsomt imod dem. I 1730´erne blev julestuer forbudt på helligdage og på aftenen op til helligdage, og efterhånden lykkedes det myndigheder og præster at få lagt en dæmper på løjerne.

 

Bukken

Gedebukken er et af vores ældste, nordiske julesymboler, og figuren har rødder langt tilbage i tiden.

Hornede væsner og dyr har til alle tider indgået i folketroen og symboliseret både magt og styrke, men også frugtbarhed og potens. På 45.000 år gamle hulemalerier i Sydfrankrig optræder en hornet åndemaner, og bukken optræder igennem hele den hedenske tid, hvor den bl.a. var knyttet til Thor, hvis himmelvogn blev trukket af gedebukke.

Figuren genkendes også i de middelalderlige kirkespil, som hornet djævel.

I forbindelse med julen kendes den fra Middelalderens beretninger. I starten som selvstændig figur og senere med Skt. Nikolaus’ entré i juletraditionerne, som dennes tjener. Julebukken skulle som tjener bl.a. stå for al arbejdet med at give uartige børn ris og uddele gaver til de søde.

Senere optræder Julebukken som fast figur i de lege, som opstod som en del af julefejringen. Fra 1700-tallet var et populært indslag i julelegene en udklædt person, der skulle komme brasende ind i folks julestuer, larme op, skælde ud og true sig til mad, bagværk og drikke. Normalt var personen klædt ud som en gedebuk.

Fra 1800-tallet ændrede julefejringen karakter til mere rolige, hyggelige og private sammenkomster, og de tidligere voldsomme indslag blev erstattet af mere stilfærdige. Således fik også Julebukken en langt mere afdæmpet rolle. Vor tids dekorative julebuk – oftest lavet i halmstrå med røde bånd – stammer fra Sverige, hvorfra vi fik den ind i vores juletraditioner i 1940’erne.

 

Den danske julekalenders historie

Den danske juletradition med julekalenderen er ingen dansk opfindelse. De første danske julekalendere dukkede op i 1932. Julekalenderen med låger importerede den danske jul og datidens danske børn fra Tyskland i 1932. Advents-kalender, som tyskerne og i øvrigt også englænderne kalder den flade julekalender, er dog endnu ældre.

Historien om julekalenderen tager fra i begyndelsen af forrige århundrede, hvor den bajerske forlægger Gerhard Lang fra München fandt på denne smukke og højt elskede juletradition.

Om det var i 1908 eller fire år tidligere, at Gerhard Lang lod verdens første julekalender gå i trykken, kan ingen juleleksika blive enige om, men hvordan julekalenderen tog sig ud, er alle enige om. Den bestod af to blade. Et blad med vers. Et andet med billeder. Først læste man det eftertænksomme vers, og så limede man det tilhørende billede ovenpå. Versene var af bibelsk og ordsprogs lydende karakter, mens billederne var forskellige engle.

Legenden går, at Gerhards mor i hans barndoms lange decemberdage lagde kimen til den senere så populære idé. For at lille tyske Gerhard ikke skulle føle ventetiden til Jesus-barnets fødselsdag for lang, pakkede moren søde sager ind i små daglige decemberpakker, som purken så med stor begejstring pakkede ud og spiste, mens dagene sneglede sig mod juleaften.

Senere fandt Gerhard Lang på at lave låger på det første blad, der blev klistret oven på det andet blad, der nu bestod af en billedbog. I 1920 begyndte Gerhard Langs adventskalender langsomt men sikkert at erobre julespændte børn over den ganske verden.

I Danmark tog I Chr. Olsens Kunstforlag i København ideen til sig fra Tyskland. Den første julekalender med låger blev sendt på markedet i 1932.

På samme tidspunkt udkom engelske pap-julekalendere hertillands, men uden nisser og lignende. Der var derimod billeder af Santa Claus, trommer, gyngeheste, juletræer og andet julestads.

Udviklingen gik stærkt. Allerede før 2. Verdenskrig kunne man i Danmark lege med de tredimensionale julekalendere, hvor man kunne samle blandt andet nissetoge og en nisseflyvemaskine.

Da rumalderen fyldte hverdagen i tiden efter Sputnik i 1957, blev den mest populære tredimensionale julekalender en nissejuleraket.

I 1960'erne blev pakkekalenderen meget populær. Også chokolade-julekalenderen kom frem i det årti. Forbrugsmentaliteten havde nu råd til at forkæle, men allerede i årene efter 2. Verdenskrig blev pakkejulekalenderen helt almindelig. Dengang syede man dog pakkekalenderen selv.

I 1960'erne tjente man penge, så derfor nøjedes man med at købe en masseproduceret af slagsen, og fyldte dem med handelstandens seneste opfindelse, de indpakkede "kalendergaver".

Var vi ude samme år som svenskerne med pap-julekalenderen, så var broderfolket hurtigere fremme i nissetræskoene, da man skulle lave en julekalender baseret på tv-produktion. "Børnenes julekalender", skabt af Danmarks Radio, havde først Danmarkspremiere i 1962. Idéen havde man lånt af broderfolket, som allerede i 1956 lancerede denne form for kombineret indsamling, merchandising og pap-julekalender.

I 1990 lavede TV 2 deres første tv-julekalender "Trolderik og nisserne". Senere fulgte de såkaldte voksenjulekalendere på TV 2, ligesom man på Kvægtorvet omdøbte børnenes julekalender til "familie-julekalenderen".

Siden TV 2 kom på banen med deres tv-julekalender, har Kvægtorvet og Gyngemosen ligget i hård konkurrence. I dag er en julekalender så langt fra bare en julekalender. 3-D_briller, net-links, og andre sidegevinster følger nu med, selv om pap-julekalenderen faktisk har kostet det samme de seneste seks år.

 

Dekorationerne

Julen er ikke blot selve juleaften og juledagene. Tiden op til selve højtiden indgår også som en vigtig del af julen med forberedelser, forventninger, samvær og hygge. Derfor hører det med til de flestes fejring af julen, at ens hjem er pyntet op i hele juleperioden.

En af de ældste juledekorationer er julekrybben, et tableau over scenen fra Betlehem med stalden med Jesusbarnet i krybben, Jomfru Maria og Josef, hyrderne, dyrene, englene, de tre vise mænd og Betlehemsstjernen.

Julekrybben stammer fra oldkirken. I 1600-tallet havde skikken bredt sig til de fleste katolske kirker, og fra 1700-tallet begyndte også private selv at lave og opstille julekrybber i hjemmene.

I 1000-tallet begyndte mange større kirker at levendegøre sceneriet. Det videreudviklede Frans af Assisi i 1200-tallet til egentlige skuespil bygget op omkring juleevangeliet. De kirkelige krybbespil er stadig ganske udbredt, også hos os.

Nisselandskabet med nissefigurer, sneklædte bakker (i vat), tilisede søer (i spejlglas), huse, træer, mos, svampe o.l. var tidligere meget populært, men traditionen er knap så udbredt længere.

Større eller mindre arrangementer af blomster, lys og gran, placeret i ler og evt. pyntet med kogler, svampe, nisser o.l. er stadig en populær juledekoration. De kan købes færdigproduceret, men mange – især børnefamilier, vælger at lave dem selv. At samle materialer, at mødes og lave dem enten i hjemmet eller i børneinstitutioner o.l. er hos mange blevet en fast juletradition.

 

Emma gad, takt og tone

Her er hvad Emma Gad skrev om julen i 1918.

Julen er en Ting, som Folk i de elleve Maaneder af Aaret ikke skænker en Tanke eller højst er enige om, er en meget besværlig Ting, men som den tolvte rejser sig som en Kæmpe, som det er umuligt at diskutere med eller om. Grunden dertil er naturligvis den, at Julen endog fra Hedenskabets Tid er Nordboernes største Fest, saa at ethvert Forsøg paa at afskaffe selv dens uheldige Egenskaber, saasom Udveksling af Gaver, vil falde frugtesløst ud, særligt fordi Børnene har bemægtiget sig den.

Julegaver. Allerede i November begynder de kære Smaa at lade Vink falde om, hvad de kan tænke sig at ville modtage, og inden Juleaften er naat, er Gavelavinen svulmet op til en svulmende finansiel Katastrofe i mange Huse. Spørgsmaalet vil for de Flestes Vedkommende være: Hvem skal man give gaver? Det vil naturligvis afhænge af Temperament og Familietradition og særlig af, hvor mange Gaver, man selv faar.

I fornuftigere Kredse har dog Urimeligheden ved, at voksne Mennesker giver hverandre Overraskelsesgaver, gjort sig saa vidt gældende, at man indskrænker sig til Bagateller og spøgefylde Ting, og man maa haabe, at denne Opfattelse vil bredde sig, hvor meget end de Handlende anstrenger sig for at holde Skikken vedlige.

De bør ikke give Den, hvis Smag og Vaner De ikke nøje kender, en Genstand af speciel Art eller af stort Omfang. En uhyre Majolikavase, man ikke har plads til, er slem at faa til Huse, hvorimod et Silkesjal eller et Par Hansker, der lægges i en Skuffe, aldrig kan genere.

Hvis man har ondt ved at finde paa Gaver til sine Kære, er man som oftest paa den sikre Side, naar man holder sig til det, der kan spises, drikkes eller ryges. En Høne, en æske Konfekt eller en Flakse Likør kan virke beskedent men aldrig uvelkomment. Spisevarer er at foretrække frem for Blomster, der sendes rundt efter en stor Maalestok.

Naar De faar noget, De finder forfærdeligt, brug da hele Deres Aandsnærværelse for ikke at røbe det, selv med mindste Trækning. Glem ikke, at Giveren synes om det.

Giv ikke Deres Børn kostbare Julegaver. Barnefantasien har den lykkelige evne at gøre det tarveligste Legetøj illuderende, og Luksus bidrager kun til, at Julen, modsat af, hvad den skulde, gør Børnene fordringsfulde og mindre elskværdige.

At lade Gaver, man ikke bryder sig om, gaa videre, er behageligt og besparende, men farligt. Hvem kan i Juleundersøgelsen af Skabe og Skuffer huske, af hvem man har faaet en Tegnebog eller Krukke i Fjor. Men Giveren kan saa glimrende huske det, og en drilsk Skæbende vil undertiden lade det blive ham eller hende, man lyksagliggør med Tingen, og det er ikke Enhver, der kan tage det spøgefyldt. Naar De derfor lagrer en Genstand med denne Brug for øje, bør De udstyre den med en oplysende Seddel.

Glem ikke ved Juleudgifterne, at der efter Juleaften er endnu fuldt en Uge tilbage af den endeløse December. Hvis De i Deres Hjertes Godhed lader Dem friste til at støvsuge Deres Pengeskuffe c. den 23de, bliver det vanskeligt for Dem ved de sidste Juletræer at synge: Glade Jul, dejlige Jul med den rette Overbevisning.

Helligdage. Julen er helliget til Familiesammenkomster. Der er ganske vist lidt for mange af dem, fordi Helligdagene er for mange. Det morer ikke de Unge synderlig Dag efter Dag at spille Lotteri om Smaating med gamle Tanter, hvorfor de stræber, hvad de kan, for at komme af sted til Juleugens Dansefester paa de store Hoteller. Det virker ikke helt elskværdigt, idet Julesammenkomsterne har deres virkelige Berettigelse som et Samlingsmærke for Familien. Til anden Adspredelse er Aaret langt nok.

Nytaar. Overgangen fra det svundne Aar til det kommende, Nytaarsaften, vil de Fleste helst tilbringe sammen med deres Nærmeste. Naar klokken slaar tolv, føler man Trang til at tømme sit Glas for det nye og ukendte Aar med dem, man har støttet sig til, fordi man er forvisset om, at de vil tage Del i Ens Sorger og Glæder.

Glem ikke Nytaarsdag at aflægge et Besøg hos de ældre i Slægten, særligt Forældre og Søskende, som De ikke var sammen med Nytaarsaften. En ukærlig Forsømmelse at et saadant Hensyn føles ofte stærkt. De Yngre gaar den Dag til de ældre. I øvrigt aflægges Nytaarsdag Høflighedsbesøg til Principaler og Chefer desuden til Husets Frue af Herrer, der nyder megen Gæstfrihed i et Hjem. Dog er denne Skik noget i Aftagende. Der serveres ved saadane Besøg et Glas Vin og Smaakager.

Jule- og Nytaarskort bruges i stedse stigende Grad, til største Besvær for Postvæsenet og ikke til synderlig Glæde for dem der udveksler dem. Der lægges mest Vind paa Julekort, hvilket for saa vidt er urimeligt, da gode ønsker for et helt Aar dog har større Rækkevidde end en Julehilsen.

Hvis man har faaet Julekort fra Venner, hvem man ikke har gjort Gengæld, sender man et Nytaarskort.

Sæt ikke stor Bekostning paa Jule- og Nytaarskort. Den er ret spildt. Det er jo ikke Litografens Opfindsomhed, man sætter Pris paa, men Deres personlige Indsats, det lille Ord, der kommer fra Hjertet og derfor gaar til Hjertet. Det kan De lige saa godt skrive paa et blankt, hvidt Kort.

 

Engel

I Gamle Testamente et væsen, der udfører tjeneste for Gud, dels som budbringer, dels som de frommes beskytter, men undertiden også som redskab for Guds straf.

Af yngre gammeltestamentlige skrifter fremgår det, at forestillingerne om englemagter har udviklet sig, så der på deres tid var tale om rangklasser med ærkeengle, keruber og serafer som de øverste; nogle af dem er endog navngivne.

I Ny Testamente nævnes englene ofte, således i forbindelse med Mariæ bebudelse (Gabriel), ved Jesu fødsel ("en himmelsk hærskares mangfoldighed") og ved den tomme grav påskemorgen.

Ejendommeligt er det, at også "djævelen og hans engle" omtales (Mattæus-evangeliet 25).

I den kristne forkyndelse og lære spiller engletroen en ret ubetydelig rolle, og allerede Paulus advarede mod engledyrkelse.

Melanchton har om Guds englehær skrevet en salme, der fastholder det bibelske englebillede og udtrykker en enfoldig taknemmelighed for englenes beskærmelse.

Englemotiver er meget anvendt i kirkekunsten, hvor man regner med ni forskellige typer: serafer og keruber, troner og herredømmer, magter, kræfter, fyrstendømmer, ærkeengle og engle; hver gruppe udgør et englekor. Såvel serafer som keruber har flere vingepar, ofte besat med øjne. Vingede englehoveder på stolestader er keruber; i hel figur kan de bære messeskjorte, hovedlind og kåbe; farverne er hvid og blå. De holder hænderne løftede, undertiden med flammesværd; desuden har keruberne undertiden fire hoveder.

Tronerne fremstilles enten som øjenbesatte ildhjul eller som mennesker med hænderne i bedestilling, med pandebånd og vinger med øjne.

Herredømmer, magter og kræfter har alle en hvid kjortel, grøn stola om skuldrene, grøn kappe og gyldent livbælte. Herredømmernes attribut er scepter, magterne bærer krone og kræfterne en stav med rigsæble.

Alle tre englekor er barfodede og bærer alle et Jahve-tegn i venstre hånd.

Fyrstendømmerne har samme klæder som de tre foregående grupper, men bærer fodtøj; de holder venstre hånd på brystet og bærer en lilje i højre hånd.

Ærkeenglene og englene er hvidklædte og vingede. Af ærkeengle er der syv; de oftest fremstillede er Gabriel, Mikael og Rafael. Gabriels attributter er en korsstav eller lilje; han afbildes undertiden uden vinger og optræder oftest i bebudelsesscener, men kan også være dødsengel; i så fald vises han som jæger med hunde. Mikael er iklædt rustning; han er Himlens krigsmand, der kæmper mod djævelen i drageskikkelse. Han kan også være lovgiver og bærer så jordgloben, sværd og korsmærket skjold. Rafael afbildes som pilgrim og bærer vandringsstav og feltflaske samt en fisk i hånden.

Englene blæser ofte i basun, et sindbillede på Guds budskab til menneskene; de kan bære en krans, som er symbol på kristendommens sejr; liljer (uskyld); musikinstrumenter (attributter på den himmelske musik); palmegrene (sejrssymbol); passionssymboler; et sværd (symboler på, at de er retfærdighedens og det godes vogtere) samt en vandringsstav i deres egenskab af budbringere.

Sammen med evangelisten Mattæus og Birgitta af Vadstena ses ofte en dikterende engel.

Engle bør være unge og kønsløse; men kirkekunsten overholder dog ikke altid disse kriterier.

 

Familie julen i hjemmet

Set udefra forholder det sig sådan, men julen skal også ses indefra - den skal ses eller rettere opleves i de enkelte hjem og i de enkelte familier, for at man kan forstå, at julen også er noget andet end et vaskeægte vidnesbyrd om, hvordan man i et privatkapitalistisk, borgerligt samfund kan gøre sig en hel befolkning til købergale markedsgæster i næsten 10% af deres samlede liv. Julen er nemlig i så intim en grad en familiefest, at man vil gøre sig skyld i en grov fordrejning af virkeligheden, hvis man udelukkende gav sig til at beskrive den ud fra det kendskab, men har til det store profitjagende julemarked.

Julen er og har altid i Danmark været en højtid, der var stærkt knyttet til familien og til hjemmet. Julenat eller julemorgen mødtes man i kirken med sine naboer, venner og bekendte for at lytte til præstens prædiken over evangeliernes beretning om Jesu fødsel, men aftenen før gik man ingen steder. Rundt om i hjemmene højtideligholdt de enkelte familier med hele deres husstand aftenen før den store fødselsdag. Denne aften var en vågeaften. Hver familie har haft sine egne traditioner på denne jule-vågeaften. Hvad hver familie nemlig foretog sig juleaften blev til en fast tradition i den pågældende familie - den mad man spiste blev en tradition, hvad man drak blev en tradition, og hvad man underholdt hinanden med, mens man ventede på, at det skulle blive Jesu Kristi fødselsdag blev en tradition. Selv om traditionerne i det ene hjem har lignet - og stadig ligner - traditionerne i tusinder af andre hjem, så er det dog sådan, at man kan sige, at hver familie altid har haft sin egen private og traditionsrige måde at fejrer juleaften og jul på.

Juleaften er vores store årlige hjemme- og familiefest, fejret som en optakt til den årlige kirkelige højtid til minde om, da den vestlige verdens mest forunderlige familie blev stiftet. Maria der - undfanget ved Gud Herren - som jomfru fødte Jesus i en stald i Betlehem, mens hendes tilkommende ægtemand Josef jublede af glæde over sin lille familie, og mens tre vise mænd fra østerland mødte op og knælende overrakte den nyfødte kostbare gaver - guld, røgelse og myrra.

 

Fuglenes neg

Omkring 1700 tallet var det skik og brug på landet, at man hængte høstens sidste store neg op på en stang som et tegn på julens komme. I byerne går skikken tilbage til 1800 tallet og har siden hørt til de populære juletraditioner som udtryk for, at også fuglene skulle have deres eget julegilde.

 

Gavepapir

Specielt papir til at pakke gaverne ind i kendes først fra slutningen af forrige århundrede. Ifølge De forenede Papirfabrikker var det oprindelig glanspapir, dvs. hvidt glittet papir der blev påtrykt alle mulige stærke farver. Det var meget dyrt, og det var kun få trykkerier der kunne lave det. Senere tryktes farver på almindeligt hvidt papir, og det er noget ethvert trykkeri kan lave.

 

Gaver

At give gaver omkring jul kendes både tilbage fra Vikingetidens vintersolhvervsfester og fra oldkirken, hvor man den 28. december fejrede de uskyldige børns fest til minde om de børn, der blev slået ihjel ved barnemordet i Betlehem.

I 1200-tallet blev denne børnefest flyttet til børnehelgenen Nikolaus’ dag den 6. december. Til minde om dagen fik børnene en ”Nikolausmønt”, som kan ses som de første julegaver. Det er derfor, at Nikolaus er blevet julens officielle gavegiver.

Langt op i middelalderen var gaver først og fremmest til børnene, og i starten kun, hvis børnene klarede sig godt ved overhøring i skolen. Hvis ikke, fik de ris. Op til 17-1800-tallet var gaverne oftest julebag som pebernødder, klejner og æbleskiver, men senere også penge og små gaver, bl.a. legetøj som bold, trold-i-æske, top, nøddeknækker, djævelspil og dukke.

Julegaver, som vi kender dem, kommer først til i 1800-tallet med juletræet og den borgerlige jul. Her begynder voksne også at give hinanden gaver.

Gaverne blev hængt på juletræet eller sat uindpakket på et bord eller under træet. For at gøre det hele mere spændende og overraskende begyndte man i løbet af 1800-tallet at pakke gaverne ind og forsyne dem med et lille gavevers, der som en gåde indikerede noget om indholdet.

Herhjemme har man altid givet gaver på selve juleaften den 24. december. I nyere tid er det dog også blevet mere udbredt at give små gaver i julekalenderen. Især i de engelsktalende lande uddeles gaverne først på juledag den 25. december. Herfra kommer også skikken med at lægge gaverne i ophængte strømper.

Gaver til fremmede i form af julegratiale og firmagaver kendes også langt tilbage i tiden. I 16-1700-tallet fik tjenestefolkene på de større gårde ofte en del af julebaget til eget brug som tak for indsatsen med at slagte og bage til vinterforrådet. Senere kunne det også være stof til nyt tøj, et par sokker og senere igen pengegaver, ting o.l. Ordet gratiale kommer af ”gratia”, der betyder tak. Udveksling af firmagaver mellem kunder, leverandører og samarbejdspartnere har samme baggrund, hvor præst, degn, smed o.a. fra lokalområdet fik en del af julebaget i ”julerente”.

Julen har altid været forbundet med gavmildhed. Ingen skulle ”bære julen ud”. Man var ekstra opmærksom på de fattige, som på gårdene fik brød og mad. Også dyrene fik del i glæden, og selvfølgelig fik nissen serveret risengrød og øl.

Når gaverne juleaften er pakket ud, ligner de fleste hjem et mini-stormagasin og er dermed håndgribelige udtryk for, at det i vores århundrede fuldt ud er lykkedes de handlende at gøre os til juleforbrugere.

 

Gløgg

Glögg betyder egentlig en ”glödgad” – dvs. ”afbrændt” drik, og har sit udspring i de forskellige former for toddyer o.lign., som var populære i 1800 årenes borgerlige miljøer.

Mad og drikke har altid hørt julen til, og der er en lang række specialiteter, som vi først og fremmest sætter i forbindelse med jul, en af dem er gløgg.

Gløggen stammer fra Sverige og kom først for alvor ind i den danske julefejring i løbet af 1940’erne sammen med en række andre svenske juletraditioner.

Gløgg er vin eller brændevin afbrændt i sukker og tilsat rosiner, mandler og krydderier.

I Sverige var glögg oprindelig slet ikke en decideret juledrik, men blot en af de mange toddyer, der var populære i 1800-tallet. Først omkring 1900 fik den sin tilknytning til julen, fordi den varme, søde drik passede godt til midvinter.

Der findes egentlig to hovedtyper: Vinglögg og spritglögg. Vinglögg er baseret på vin og har sin rod tilbage til antikkens varme, krydrede vine. Den er af samme type som bl.a. ”Glühwein” fra Østrig og Schweiz. Spritglögg er baseret på brændevin og har sin inspiration fra dne franske ”brulôt” – varm cognac med sukker, der kom til Norden i 1600-tallet.

I dag fås gløgg præfabrikeret, enten færdig til opvarmning eller som halvfabrikata til tilsætning af vin, mandler og rosiner.

 

Godterne

Julegodter eller juleknas er først og fremmest slik, chokolade og konfekt, men også nødder og frugter.

I dag er udbuddet og forbruget af godter og slik kolossalt. Ikke mindst til jul, hvor den mere almindelige slik suppleres med fyldte chokolader, nougat, marcipan o.a. delikatesser.

En af de ældste typer af julegodter er marcipanen, som er en blanding af mandel og sukker. Den stammer oprindeligt fra perserne og kom til Europa med korstogsridderne i 11-1200-tallet. Herhjemme kendes den fra 1400-tallet, men blev først udbredt fra 1500-tallet, hvor de første marcipanbagere dukkede op.

Typisk marcipankonfekt er små snitter, med forskellige farvet marcipan i lag. Men tidligt gav man også marcipanen forskellige faconer med særlige marcipanforme i træ. Mest populær blev marcipangrisen, som stadig er et kendt julesymbol.

Nødder var og er stadig en udbredt julegodte. Man tog fra årets høst af hasselnød og valnød, men med tiden kom der også udenlandske typer til som paranødder og mandler. Mandlen kom først i julehandlen i starten af 1800-tallet og blev også brugt itl bl.a. marcipan og i madlavningen.

Får man to kerne i samme nød, kan man spille Filippine.

Af frugter var det naturligvis først og fremmest æbler. Æbler (især de røde sorter) er stadig en fast julespise.

En legende fra middelalderen beretter, at æbletræerne blomstrede og satte frugt julenat i glæde over Jesu fødsel. Derfor fik æblet en særlig betydning for julen, og før juletræet brugte man i 15-1600-tallet i Sydtyskland æblepyramider med lys i. men der var også mere eksotiske frugter som appelsiner og bananer. De hører stadig til julens frugtfade, selv om de i dag kan fås hele året rundt.

 

Grantræet som juletræ

Den officielle søforklaring om grantræets indtog som juletræ går som følger:

I England fødtes år 672/680 e.Kr. St. Boniface of Crediton (ligger i Devon). I år 732 e.Kr. bliver Boniface gjort til ærkebiskop af pave St. Gregory III, og han bliver sendt til Bayern. Han blev dræbt den 5. juni 754 e.Kr. af barbarer, som formentligt havde nægtet at lade sig konvertere, og ligger begravet i det kloster han grundlagde i Fulda, Tyskland.

Efter sigende så skulle Boniface på et tidspunkt have stødt på en gruppe hedninge der ved ifærd med at ofre en ung dreng under tilbedelse af et egetræ, der blev brugt til ceremonielle formål som et verdenstræ. For at forhindre dette nedlagde han egetræet. Det påstås at fra rødderne af egetræet udsprang et lille grantræ, og Boniface mente at dette skulle være det nye katolskkristne symbol. Man satte herefter stearinlys på træet udenfor for at kunne prædike til hedningene efter nattens frembrud.

Røverhistorierne fra præstestyret i Rom er, som man nok har opdaget, ganske ens bygget op når man skal forklare hvordan en oprindelig skik videreføres i kristendommen, og derfor er historien om Boniface ganske sikkert lige så usand som løgnen om den katolske opfindelse af julemanden.

Sandheden er nok snarere at den katolske kristendom havde store problemer med skikken omkring dyrkelsen af verdenstræet, og som med alle vore andre skikke, så kopierede man den oprindelige skik og omdannede den til en tilsvarende skik i katolsk regi. Da den katolske kristendom allerede havde overtaget skikken med brugen af grangrene i huset under vintersolhverv var det åbenlyst at tage grantræet og benytte det som det katolske verdenstræ.

Skikken med grantræet som juletræ havde dog en begrænsning som bremsede dens videre udbredelse i over tusind år. Der var nemlig ingen grantræer i Nordeuropa, på de britiske øer og i Danmark/Skåne. De første grantræer blev først plantet i Danmark i år 1750. Man ved kun at skikken med at bringe juletræet ind i huset først blev udbredt i Tyskland i 1500 tallet og faktisk er Martin Luther akkrediteret med dels at være den første til at tage grantræet ind i huset, dels at være den første til at sætte stearinlys på træet. Efter sigende skulle dette være sket efter hans bandlysning fra den katolske kirke, hvor han blev drevet ud i skoven. Gennem skoven kunne han se stjernerne medens han gennemtænkte sin tro.

Det første juletræ i København i år 1810 stod hos den unge doktor Lehman, præstesøn fra Holsten. I England holdt skikken med juletræet indendørs sit indtog omkring år 1840 hvor Dronning Victoria og hendes tyske prinsgemal Albert blev afbilledet med deres preussiske træ.

 

Grøden

Igennem århundrede var grød (af rug, byg eller havre) danskernes mest almindelige spise. Til hverdag kogte man grøden på vand (vandgrød), men til fest – og altså også til jul – brugte man mælk (sødgrød). Mens grød til daglig var hovedretten, så var den til jul kun en del af menuen.

I løbet af 1800-tallet kom risengryn i almindelig handel, og selv om ris længe var en luksusvare, blev det hurtigt populært at lave julegrøden af kogte ris og mælk med smør, sukker og kanel: risengrød.

Omkring år 1900 var risengrøden blevet så almindelig, at den ikke længere blev betragtet som en særlig luksus. Derfor opstod en mere eksklusiv udgave, hvor man blandede grøden med hakkede mandler, fløde og vanilje. Hermed opstod risalamande (fra fransk: ”riz à l’amande” – ris med mandel), der trods sit fine franskklingende navn er en helt igennem dansk opfindelse.

Rislalamande bevarede kun sin eksklusive status til lige efter besættelsen (1940-45), og den er i dag en mere udbredt og populær julegrød end risengrøden.

Skikken med at komme en overraskelse i grøden i form af en mandel med præmie til den, der får mandlen, stammer fra 1500-tallets Frankrig, men den blev først rigtig udbredt herhjemme i løbet af 1800-tallet.

 

Gudstjenesten

I den katolske kirke fejres Jesu fødsel ved en midnatsmesse natten mellem den 24. og den 25. december. Herhjemme blev dette ændre ved Reformationen (1536), hvor ”Kristmessen” blev flyttet til tidlig morgen den 25. december. Denne morgengudstjeneste var i mange år den store julegudstjeneste.

Efterhånden som den folkelige jul og festlighederne ændrede sig, blev den 25. december mere og mere en stille dag, hvor man slappede af og hyggede sig med familien efter den store fest den 24. december.

Også julegudstjenesten blev efterhånden flyttet til om eftermiddagen den 24. december, selv om den 24. december faktisk ikke er en officiel kristen helligdag (det er fortsat den 25. december).

Julegudstjenesten er en af de helt store kirkedage, og det er i mange familier en tradition at gå til gudstjeneste og høre Kirkens julebudskab og juleberetning før festlighederne juleaften. Den 24. december er den dag på året, hvor kirkerne har flest kirkegængere og fulde huse. Morgengudstjenesten den 25. december og i nyere tid midnatsmessen mellem den 24. og 25. december er igen blevet mere og mere populære, enten i kirkerne eller via direkte tv-transmission bl.a. fra pavens midnatsmesse i Peters-kirken i Rom.

 

Halm og krybber

Halm og jul hører sammen. Julebukken er lavet af halm. Mange har halmpynt hængende i vinduerne og på juletræet: små stjerner og små kranse med røde bånd er nok det almindeligste. Uroen som mange hjem kun hænger op i julen, er også ofte lavet af halm.

At julen var halmbestrøet vil sige, at man på landet strøede masser af halm på gulvet i stuen juleaften, og så sov man i halmen julenat. Årsagen til at man gjorde det var enkel; man ville på denne måde mindes Jesu hårde fødselsleje i krybben i stalden i Bethlehem. Altså et smukt udtryk for folke-fromhed.

 

Krybber

Julekrybben er en model af hele sceneriet omkring Jesu fødsel i en stald i Bethlehem. Maria sidder ved krybben, der måtte gøre det ud for en vugge, i baggrunden står Josef og ser til, og hele den lille forunderlige familie er badet i lyset fra Bethlehemsstjernen. Denne scene er enhver julekrybbes naturlige midtpunkt, men hertil lægger man gerne en række andre scener, der er inspireret dels af juleevangeliets beretning om Jesu fødsel og dels af legenderne; man ser dyrene i stalden - det er gerne æslet og oksen - der knæler for den nyfødte, man ser englen fortæller hyrderne på marken om Jesu fødsel, og man ser hele deres følge belæsset med rige gaver til den nyfødte i den fattige vugge.

 

Helligtrekongersdag

Den 6/1 er den trettende dag efter juledag. Vi kalder den helligtrekongersdag. Helligtrekongersdag er julen slut, idet den slutter aftenen før. Vi kalder denne aften helligtrekongersaften.

Hvem var så de tre hellige konger? I biblen står der intet om, at det var konger, der var de første, der kom langvejs fra for at tilbede den nyfødte verdensfrelser. Der står heller ikke, at de var hellige, ej heller at der var tre af dem. I Mattæus-evangeliet står der, at det var "nogle vismænd fra østerland" af den græske tekst fremgår det, at de var magere, dvs. stjernekyndige mænd - og at de bragte barnet "gaver, guld, røgelse og myrra".

I 200-tallet finder nogle skriftlærde ud af, at disse østerlandske astronomer og astrologer var konger, idet de henviser til, hvad der står i Det gamle Testamente om, hvem det er, der skal frembære gaver til Guds folks konge, altså til Messias. Og da de ifølge Mattæus-evangeliet kommer med 3 slags gaver. Guld, røgelse og myrra, var det nærliggende at forestille sig, at det var 3 konger. Det blev i al fald den almindelige opfattelse inden for kirken, som dog aldrig har gjort dem til hellige mænd.

Traditionen i Danmark Helligtrekongersaften er at juletræet tændes for sidste gang. - Ofte spiser man æbleskiver. Der er dog ikke så mange der holder denne tradition i vores tid.

 

Historien bag julesange og salmer

Der findes to typer julesange: De verdslige julesange og de religiøse julesalmer. I de fleste familier synges begge dele når der danses rundt om juletræet; først synges salmerne, der skal minde os om julens religiøse budskab. Bagefter synges de julesange, som priser nissen og juletræet.

De første julesalmer var på latin, som de fleste danskere ikke forstod. De blev sunget af koret i kirken. I senmiddelalderen opstod der et ønske om at ændre det kirkelige sprog fra latin til dansk, anført af datidens store kulturpersonlighed Christiern Pedersen. I hans prædikesamling fra 1515 kan vi for første gang læse juleevangeliet på dansk.

Mens det var katolikken Christiern Pedersen, der sørgede for, at prædikerne kunne læses på dansk, blev udbredelsen af de danske salmer varetaget af protestanter. Først med Malmø-sangbogen fra 1528, som overvejende indeholdt oversættelser af Luthers nye evangeliske salmer. Senere i sognepræst Hans Thomissøns berømte salmebog fra 1569. Her har han samlet de allerbedste danske salmer, især julesalmer, og desuden gendigtninger af mange katolske Maria-salmer. I Hans Thomissøns salmebog er de latinske kilder medtaget, og det samme er melodierne til salmerne, hvilket gør værket enestående. Her findes bl.a. den første oversættelse af "Puer natus in Betlehem" til "Et barn er født i Betlehem og "Pris og ære og Dyd ganske meget". Begge er senere gendigtet af Grundtvig, den sidste gav han den nye titel "Julen har englelyd".

Især to salmedigtere har skrevet sig ind i de danskes hjerter. Den ældste er Brorson, som står for "Den yndigste rosen er fundet", "I denne søde juletid" og "Her kommer Jesus dine små". Derefter kommer Grundtvig, der udover gendigtninger af tidligere julesalmer har skrevet "Kimer i klokker", "Velkommen igen Guds engle små", "Dejlig er jorden", " Julen har bragt velsignet bud" og ikke mindst "Glade jul, dejlige jul", der er oversat til dansk efter den østrigske "Stille Nacht, heilige Nacht". Denne julesalme er verdens mest kendte, og er oversat til alverdens sprog.

Af de verdslige julesange er "Nu er det jul igen", en af de ældste. Den kendes fra 1700-tallets julestuer, hvor den blev sunget til en sangleg. De andre er af nyere dato, og følges med juletræets indførelse. Klassikeren "Højt fra træets grønne top", skrev Peter Faber til sin private julefest i 1847, og året efter komponerede Emil Horneman melodien. Dette makkerpar står også bag " Sikken voldsom trængsel og alarm".

 

Honningkager

Honningkager var en særlig delikatesse i 1800 årene. Absolut kun noget, man kunne regne med at få til højtiderne, hvorved forbindelsen til julen opstår.

Ideen med at sætte glansbilleder med julemotiv på honningkager stammer fra midten af 1800 årene.

 

Hvid jul

Ved en landsdækkende hvid jul forstås normalt, at mere end 90% af Danmark er dækket af sne den 24. december om eftermiddagen. Men ikke kun med et drys af sne og/eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm. Julesneen eller noget af julesneen kan godt være faldet op til mange dage i forvejen.

Med denne definition af hvid jul har der kun været 7 tilfælde i det 20. århundrede i Danmark, og der går således statistisk set i gennemsnit 14 år imellem de hvide jul.

De 7 landsdækkende hvide jul i det 20. århundrede er i årene: 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981 og 1995.

Chancen for en landsdækkende hvid jul er således i al almindelighed kun 7%. I 2 ud af 3 tilfælde eller i 67% af tilfældene er Julen den 24. december sidst på eftermiddagen grå og mild. I de resterende tilfælde, ca. 25% forekommer flere forskellige overgangsformer mellem den landsdækkende hvide jul og den grå, milde jul. F.eks. kan vejret juleaften være gråt og mildt over de sydlige egne af landet, mens der er frost og sne over de nordlige egne, eller f.eks., som i 1996, hvor det var frostvejr og ingen sne overhovedet om aftenen den 24. december.

Kilde: Danmarks Meteorologiske Institut.

 

Hvorfor giver vi hinanden gaver juleaften?

For børnene er det mest spændende ved julen nok gaverne.

Det at give hinanden indpakkede gaver juleaften er en tradition, der først blev udbredt her i landet i løbet af 1800-tallet. Det, at børnene giver deres forældre små gaver de selv har lavet eller købt for deres lommepenge, er ikke mere end en 70-80 år gammel tradition. Der blev dog givet gaver tidligere, men de var dengang noget helt andet, end det vi forstår ved gaver i dag. Man ved, at børn siden middelalderen har fået gaver af deres forældre til jul, i form af en lille portion af julebagværket, æbler og andre frugter, eller hvad man nu havde. Det var ikke gaver, der blev pakket ind. Man fik blot sin ration juleaften eller julemorgen.

Udover disse gaver og godter, har julen ikke været lig med større overraskelsesgaver indtil begyndelsen af 1800-tallet. Præsterne var nemlig imod, at man forkælede sine egne børn i julen. De mente, at det kun var det fattige Jesus-barn man skulle tilbede og samle sine tanker om. Men fra 1800-tallet begyndte man langsomt på at pakke gaverne ind, og uddele dem som overraskelser. Nogle hængte dem på juletræet, og andre anbragte dem uindpakkede på et bord eller under juletræet.

Først i 1900-tallet blev det fast kutyme, at julegaverne ligger indpakkede under juletræet. At voksne giver hinanden gaver blev først udbredt i forbindelse med, at julens gavegivning bredte sig til alle samfundslag. Før år 1800 var den slags manér med overraskelses-gaver mellem voksne utænkelig. Man havde dog alligevel kendskab til begrebet julegaver, men mere i form af en slags gratiale, og dermed mere eller mindre en aftalt del af den løn, man havde krav på. Sådanne gaver gav husbonden sit tyende, adelsfolk deres bønder og konger deres undergivne.

Julegaverne er i dag en vigtig økonomisk faktor for detailhandlen. Det ses på de mange julekataloger, tilbudsaviser og annoncer i tv. Mange butikker har årets højeste omsætning i december – i varehusenes legetøjsafdelinger sker f.eks. næsten halvdelen af årets omsætning i december. Men også legetøj til mænd – f.eks. dameundertøj - sælges primært op til jul.

Mange firmaer giver deres ansatte julegaver i forskellige prisklasser.

Også til forretningsforbindelser købes der gaver for store summer - alt fra pap-kalendere, julekurve og rødvinskasser, til dyre fyldepenne og lommecomputere.

Gavepapir til at pakke gaverne ind i, kendes først fra slutningen af 1800-tallet. Det var oprindeligt glanspapir, dvs. hvidt, glittet papir, der blev påtrykt alle mulige stærke farver. Senere blev der trykt farver på almindeligt hvidt papir.

 

Jesu fødselsdag

Første gang Jesu fødsel med sikkerhed vides at være blevet fejret den 25. december var i året 336 i Rom.

Evangelisterne fortæller intet om, hvilken dato, hvilken måned eller hvilken år Jesus blev født. Allerede i 200-tallet var de jødiske skriftkloge imidlertid kommet til det resultat, at Jesus var født 9 måneder efter den 25. marts, Marie Bebudelsesdag, hvor Marie blev gravid. De ræsonnerede nemlig som så: Gud skabte verden ved forårsjævndøgn, når dag og nat er lige lange.

Valget den 25. december er således resultatet af en række teologiske spekulationer. De tog i øvrigt ikke hensyn til den kendsgerning, at december i Judæa var for kold til at hyrderne kunne ligge ude på marken og holde nattevagt, således som evangelisten Lukas fortalte at de gjorde, da Marie fødte Jesus i en stald i Betlehem.

Datoen blev ikke offentliggjort lige med det samme, for trods alt er det jo påsken - festen for opstandelsen - der er den store og den største kristne højtid.

I 300-tallet blev det imidlertid af taktiske grunde nødvendigt at kundgøre, at Jesus var født den 25. december, en dato som nemlig meget passende faldt sammen med romernes største fest.

Den fest, de kristne skulle udkonkurrere, var romernes og romerrigets fest for de skiftende solguder, som man fejrede ved vintersolhvervet, og det havde Julius Cæsar år 45 før vor tidsregning i sin julianske kalender fikseret til 25/12.

Festen for Jesu fødsel ved vintersolhverv den 25/12 bredte sig hurtigt inden for den vestlige del af det romerske imperium, men kun langsomt inden for den østlige.

 

Jólablót – juleceremonien

Procopius, byzantinsk græskskrivende historieskriver skrev ca. år 550 e.Kr. om Thule, som han selv skriver han aldrig havde mulighed for at besøge, og skikkene der var udbredt der.

"Thule er ekstraordinær stor; 10 gange større end Britannien. Og det ligger langt mod nord. På denne ø er marken for det meste øde, men i den beboede del bor 13 talrige nationer/stammer; og der er konger over hver nation/stamme. På dette sted finder vidunderlige ting sted hvert eneste år. For solen ved sommersolhverv går aldrig ned i 40 dage, men er altid at finde over jorden i hele denne periode. Men ikke senere end seks måneder senere, omkring tiden for vintersolhverv, er solen aldrig at se på denne ø i 40 dage, men konstant omsluttet af nat.... Og når 35 dage er gået i denne lange nat, bliver visse mænd sendt til toppene af bjergene - for dette er deres skik - og når de fra dette sted kun lige kan se solen, bringer de bud tilbage til folket nedenfor at inden for 5 dage vil solen skinne på dem. Og hele befolkningen fejrer en fest ved disse gode nyheder, og dette sker i mørke. Og dette er den største fest som de indfødte af Thule har.”

Forskere er ikke enige om specifikt hvilke nordbolande Procopius her omtaler, men som de fleste nok kan se må det dreje sig om enten Island, Norge eller Uppland, dvs. Nordsverige, grundet midnatssolen eller måske snarere dem alle.

Med hensyn til ordet Thule, der i dag giver navn til bygden i det nordlige Grønland, så oprinder dette fra ordet "þulr" der har samme rod som ordet "þula" der igen betyder "at tale." På oldengelsk brugtes ordet "þyle" der var den titel Unferth har i Beowulfkvadet med samme betydning. Ligeledes findes ordet i runer på Snøldelev stenen.

Vi har tidligere hørt at vintersolhverv begyndte den 21. december hvor denne aften kaldtes Moders Nat. Her begyndte så den fest der blev kaldt Jólablót eller juleceremonien. Dette store blót eller fest blev afholdt over flere dage. Antallet af dage varierer fra kilde til kilde og har formentlig været tilpasset regionale forhold for ikke at glemme at festen generelt varede indtil det øl, der var brygget til begivenheden, var drukket op! Vi har kilder der nævner 3 dage medens andre siger helt op til 12 dage. Sidstnævnte er uden tvivl oprindelsen til sangen " Twelve Days of Christmas." I Olaf Haraldsson’s Saga beskrives det at to svigerbrødre bruger halvdelen af julen i den enes hus, og halvdelen i den andens. Nogen ting ændrer sig åbenbart aldrig. Gulathingslög 7 og Ketil Hængs Saga (kapitel 5) forklarer os at formålet med julen var feste for et frugtbart og fredfyldt år.

Årsagen til at julen varede flere dage var at man havde mange ofringer at foretage til en række guder med forskellige formål, og det kunne ikke klares på en dag.

Juleaften d. 21.-24. december var aftenen hvor man ofrede et vildsvin til Freyr og Frigga/Nerthus/Nertha. Efter vildsvinet var ofret lagde alle deres hånd på vildsvinet og sværgede en ed. Denne ed kaldes "heitstrengingar" der betyder " strengt løfte." Denne ofring til Freyr var for fred og frugtbarhed for det kommende år. Vildsvinet blev kaldt "sónargöltr" der betyder "offersvin" og offerstedet blev kaldt "sónarblót" der betyder "svineceremonistedet. " Kilder der beskriver dette er Helga Kvida Hjörvardssonar (kap.14), Hörd's Saga, Hervarar Saga og Fornmanna Sögur.

Det er derfor vi fejrer juleaften den 24. december og spiser flæskesteg med brune kartofler, rødkål og dejlig sovs. Der forlyder intet om hvorfor der også serveres hvide kartofler selvom ingen vil have dem så længe der er brune at få.

Da ofringen juleaften var til frugtbarhedsguderne er der nogen sandsynlighed for at juleaften er identisk med Moders Nat. Vi husker at Balder blev ofret ved sommersolhverv og skulle genfødes ved vintersolhverv. Moderen til Balder var Frigga/Nerthus/Nertha, og det virker derfor sandsynligt at ofringen til Frigga juleaften skete på Moders Nat. Som vi hørte fra Procopius om hvorledes man fandt frem til vintersolhverv er det ikke sikkert man har ramt dagen helt præcist og ceremonien har måske fundet sted mellem 21.-24. december.

Dagen efter blev kaldt juledag dvs. d. 22.-25. december. Ordet "jul" er også det kaldæiske (på engelsk Chaldee) navn for "baby" eller "lille barn." Mange forskere mener at denne skik kan spores helt tilbage til Babylonien, hvilket stemmer overens med folkevandringshistorien. Juledag eller "barnets dag" var Balders genfødsel. F.eks. i Skotland kaldes julekager for "Nur-cakes," hvilket igen på kaldæisk indikerer fødsel og kagerne signifikerer derfor fødselsdagskager.

Kaldæisk var det sprog det gamle testamente blev skrevet på. Det kaldes også hebraisk.

Det er derfor den katolske kirke i år 274 e.Kr. valgte at lade Jesus’ fødselsdag være d. 25 december, til trods for at vi allerede har forklaret at han blev født i marts, år 7 f.Kr.

Det kaldæiske ord for ”et barn” er ordet ”Nor”.

Fra Nornagests þáttr (Flateyjarbók I, láfs saga Tryggvasonar) hører vi:

“fóru þá um land völur, er kallaðar váru spákonur, ok spáðu mönnum ørlög, því buðu margir menn þeim heim ok gerðu þeim veizlur ok gáfu þeim góða gripi at skilnaði"

Som jeg oversætter til:

“fór da omkring landet völur, som kaldtes spåkoner, og spåede mænd om fremtiden, hvorfor mangen mand bød dem hjem og gav dem gode gaver når de skildtes/gik."

Senere hører vi at disse spåkoner er "norner." Snorre forklarer os i Snorre Edda at norner kom til hvert eneste hjem med et nyfødt barn for at skabe dets fremtid.

 Jeg er ikke i tvivl om at ordet "norne" kan føres direkte tilbage til Babylonien.

Oprindelsen til julenissen skulle efter sigende have en ret usædvanlig oprindelse. Oprindelig blev han kaldt Gårdboen. I Gårdboen var ånderne fra alle de mennesker, som tidligere havde boet i huset. Og for at holde sig på god fod med ånderne stillede man hvert år ved juletid sødgrød eller risengrød op på loftet til ham. Alle kendte til Gårdboen. Derfor fik han det mest almindelige navn blandt bønderkarle på dette tidspunkt, nemlig Nis med efternavnet Gårdbo. Omkring år 1850 blev Nis Gårdbo til julenissen. Om denne forklaring er sandfærdig skal jeg ikke kunne sige. Men da hver eneste gård i landet havde sin egen nisse, og da nissen ikke er kendt andre steder end i Danmark, er det muligvis korrekt.

Romerne havde stort set identiske skikke ind til introduktionen af den katolske kristendom. Romernes fest var en fejring af Saturn, der var gud for afgrøder, og til fornyet styrke af solen. Caligula nedskrev at denne fest skulle vare 5 dage: ”frie tøjler blev givet til fuldskab og fejring, slaver blev midlertidigt emanciperet.... og tog sig alle mulige friheder med deres herrer”.

 

Jul

I de nordiske lande bruger man i vore dage det hedenske ord jul om den kristne højtid for Jesu fødsel. Fødselsfesten kalder vi for jul. Vi bruger imidlertid også ordet jul i en lidt bredere betydning. Jul betyder også juletiden.

Allerede i 200-tallet har vi i Norden kendt ordet jul i betydningen fest, og siden 600-tallet har vi kendt det i betydningen jul. Det viser en sproghistorisk analyse af de nordiske "låneord" i det finske sprog.

Henimod år 900 ser vi imidlertid for første gang ordet jul skrevet ned her i Norden. Det er i den eneste samtidige kilde vi overhovedet har til dokumentation af julen i før-kristen tid, og i denne kilde, der er norsk, møder vi ordet i udtrykket drikke jul.

Hvorfor man netop har valgt ordet jul til at betegne årets største fest og festtid er ganske usikkert. Mange lærde forklaringer er fremkommet inden for de sidste århundrede: Ole Worm mente i 1626, at det er skabt efter forbillede af månedsnavnet Juli: Otto Sperling mente i 1711, at det kom af de glædesudbrud - Jo. Jo eller Ju. Ju - som vore hedenske forfædre udstødte når ofringerne lykkedes; andre har ment, at det er det franske ord joly =lystigt, som vikingerne lærte sig i Normandiet - og atter andre har ment, at det er beslægtet med latin joculus = spøg og skæmt, fordi det var en munter fest.

Allerede i 1600-tallet var der imidlertid nogle, der opkastede den teori, at jul og hjul var beslægtede ord, og det har siden været betragtet som en vittighed af de fleste. Spændende er det imidlertid, at sprogforskere i vore dage faktisk er inde på noget i den retning, idet de mener, at ordet jul sproghistorisk kan forudsætte et indoeuropæisk ord, som kan have heddet k(u)ek(u)lo, der skulle betyde drejning - og dette indoeuropæiske ord er muligvis også stamfaderen til ordet hjul.

Med drejning skulle så menes årets drejning, altså årsskifte. Jul skulle således betyde nytår.

 

Julebuk

Person, der i ældre tid optrådte forklædt som buk ved juletidens sammenkomster, hvor han på godmodig vis skræmte børnene og gjorde løjer …

I moderne forstand er julebukken en halmfigur, der er bundet, så den ligner en gedebuk med lange horn.

Den bruges til pynt, og er ”indvandret” fra Sverige i tiden omkring og efter 2. verdenskrig.

 

Juleevangeliet

Lukas evangeliet kapitel 2, vers 1-14, der beretter om Jesu fødsel og er teksten 25. december. Beretningen om Jesu fødsel findes også i Mattæus evangeliet kapitel 1, der tillige i kapitel fortæller om de vise mænd fra Østerland.

Allerede i 200-tallet havde skriftkloge beregnet Jesu fødselsdato til den 25. december (ni måneder efter Mariae bebudelsesdag den 25. marts), selv om nogen mente, at det i december ville være alt for koldt for hyrderne at ligge ude på marken. I den tidligere oldkirke fejrede man Jesu fødsel den 6. januar, men i 330’erne blev den 25. december dog officiel. En af grundene hertil var, at Julius Cæsar år 45 f.K. i sin julianske kalender havde fastsat netop den 25. december til vintersolhvervsfesten for den uovervindelige sol. Det var en af romernes største og mest populære fester. Det lykkedes at udkonkurrere den gamle fest, for solhverv kunne jo bedst festligholdes ved at fejre solens skaber. Den første fejring af den 25. december som Jesu fødsel var i Rom i år 336, og siden er datoen fastholdt.

 

Julefrokoster

I 1940'erne, ikke mindst under Besættelsen, begyndte personalet på både private og offentlige arbejdspladser at arrangere julefrokoster. Og den fælles spisning blev efter 1945 til en fest, hvor man også dansede i mødelokalerne eller kantinerne.

I 1950'erne er Julefrokosten blevet et begreb, en fast tradition på de fleste både store og små arbejdspladser.

Dagbladet Information skriver i 1965 om denne nye juletradition, at det er blevet en arbejdspladsfest hvor "elementer som hierarki og social status ophæves".

Og i 1976 kom den store publikumssucces, den danske filmfarce "Julefrokosten".

Om tiden før de store firmajulefrokoster skriver Anne-Lise Walsted fra Arbejdsmuseet i 1989 i "Dagligliv i Danmark i vor tid": "Firmaer med sans for at skabe et godt klima har altid sørget for en årlig skovtur, julegratialer og middag for personalet, når virksomheden havde jubilæum. Når man gik hjem juleaftensdag kl.12, kunne der ønskes en god jul over en glas sherry. Eller måske havde man endda gjort den sidste fælles frokost, altså lillejuleaftensdag, lidt festlig ved at købe smørrebrød i en forretning. Der har været lige så mange forskellige traditioner, som der har været firmaer".

I mange familier er der tradition for at samles til julefrokost 1. eller 2. juledag med traditionel julemad og med frokostretter som sild, smålunt og sylte med øl og snaps.

 

Julegaver

Skikken med at skænke julegaver har været almindelig siden vikingetiden. Gaver i form af legetøj vandt indpas i det bedre borgerskab før juletræet. Datidens yndede legetøj var: bolden, trolden i æsken, toppen, nøddeknækkeren og dukken.

Først ind i 1800 tallet begyndte man at pakke gaverne ind. Andre hængte dem på juletræet eller satte gaverne uindpakkede på et bord eller under træet.

 

Julehæfter

I 1880’erne begyndte der at udkomme specielle julehæfter med historier og forskellig underholdning. De var især rettet mod børn, der i dem kunne finde fortællinger, spil, idéer til lege og anden sjov til den lange ventetid til jul. Mange af disse hæfter indeholdt også udklipsark med julepynt. Det blev en så stor succes, at der fra slutningen af 1880’erne også udkom klippeark som egne udgivelser.

De mest kendte julehæfter:

”Juleroser” (1881-1944)

”Børnenes Juleroser” (1884-1930)

”Børnenes Julegave” (1887-1952)

”Børnenes Julebog” (1889-)

”Grankogler” (1893-1960)

”Børnenes Jul” (1898-1957)

”Ved Julelampens Skær” (1919-)

De tidligere julehæfter er i dag i vid udstrækning blevet overtaget af ugebladene, der hvert år op mod jul udkommer med særlige tillæg med både fortællinger, opgaver og forskellige opskrifter (mad, julepynt, julegaver etc.).

Til julehandlen udkommer en lang rækkehumoristiske årshæfter, som i mange familier er blevet en fast tradition at bruge som gave/mandelgave. De har derfor også fået karakter af julehæfter, selv om de ikke kun handler om jul. Mest kendt er ”Blæksprutten” (udkommet fra 1889) og ”Svikmøllen” (udkommet fra 1915).

 

Julekalender

Det har altid været en yndet skik at tælle ned til glædelige begivenheder. Også til jul, hvor det dog især har været rettet mod børnene.

De første danske låge-julekalendere blev produceret i 1932 eller 1933 på I. Chr. Olsens Kunstforlag i København. Efter tysk forbillede. Ligesom i Sverige, hvor adventskalenderen blev introduceret af Sveriges Flickors Scoutførbund i 1932.

På samme tid dukkede der herhjemme julekalendere op, der var fabrikeret i England. Også de var i et plan, men der var ingen nissemotiver bag de 24 låger. Derimod var der billeder af Santa Claus, trommer, gyngeheste, juletræer og meget andet.

Allerede umiddelbart før Anden Verdenskrig begyndte man herhjemme at lave de kunstfærdige 3-dimensionale julekalendere, som man selv skulle samle:  nissetoge, nisseflyvemaskine eller - hvad der blev almindeligt efter rusernes første sputnik i 1957 - en nisseraket! I 1962 begyndte Danmarks Radio at lave Børnenes Julekalender, fra 1977 kaldet Børnenes U-landskalender. Idéen hertil havde Børne- og Ungdomsafdelingen hentet fra Sveriges Radio, hvor man var begyndt i 1956 i radioen og 1960 i fjernsynet. Herhjemme begyndte man samtidigt i radio og fjernsyn.

Julegavekalender: Efter Anden Verdenskrig er det blevet almindeligt, at man selv laver eller at man køber lange julekalendere af stof. De er til at hænge på væggen. De har 24 lommer, der lige akkurat er så store at der kan ligge en lille gave i dem. Og forretningerne reklamerer ligefrem med julekalendergaver.

 

Juleknas

Jul og juleknas hører naturligvis sammen nu til dags, men man bør huske på, at tidligere var mange af de lækkerier, som i vore dage kan købes året rundt, forbeholdt julen. Det var den eneste tid på året, hvor man kunne tillade sig at bruge pengene på sådanne luksusvarer.

 

Julekort

Før i tiden var det meget almindeligt at sende julekort til venner og bekendte. Hermed menes de gode gamle papir julekort. I dag er mange gået over til at sende julekort som e-mail, hvilket også er godt nok. Men et godt ”gammeldags” papir julekort, som postmanden kommer med, er at foretrække.

Første gang vi kender til julekort herhjemme, er omkring 1870. Disse kort kom fra Tyskland, hvor de også var produceret.

I starten af 1880’erne begyndte vi også at producere julekort. Det var det københavnske firma Levison, som var de første til at producere danske julekort.

 

Julekrybbe

Fremstilling med dukker, undertiden i legemsstørrelse, af stalden i Betlehem med Maria og Barnet, Josef, hyrderne og staldens dyr. Bruges især i katolske lande, både i kirker og hjem. Ifølge traditionen er skikken opfundet af Frans af Assisi.

 

Julelandskab

Julekrybben, som er en model af sceneriet omkring Jesu fødsel, anskueliggør på denne måde Juleevangeliet. Julekrybben er en katolsk tradition, mens juletræet hører hjemme i de protestantiske lande.

Fra 1700 tallet findes julekrybber skåret, malet og modelleret af folk i alle befolkningslag. Især Italien, Tyrol og Bayern er kendt for sine smukke julekrybber.

Først i 1900 tallet bliver julekrybben udbredt i det nordlige Europa.

 

Julelege

Der er altid blevet leget meget i julen. Man legede med naboer, venner og bekendte i vågestuerne i middelalderen, og man forsatte i deres afløsere, de såkaldte julestuer, der simpelt hen blev juletidens legestuer, og de blev længst opretholt af ungdommen på landet. Og da juletræsjulen begyndte at brede sig i 1800-tallet, legede man videre i familierne og i foreningerne under juletræsfesterne.

Ved julestuerne har både børn og voksne slået sig løs og moret sig med sanglege og andre lege, nogle blot underholdende andre ret så løsslupne. De mest kendte lege fra dengang er "rundt om en enebærbusk", og for gårdens unge piger og karle var "blindebuk" en yndet leg.

 

Julemad

Man mener, at grisen allerede i vikingetiden blev serveret som fest ret i julen. Sidst i november (slagtemåneden) blev svinene drevet hjem fra skovene, hvor de havde spist sig fede.

Juleaften fik man som regel friskkogt skinke eller flæskesteg, men inden maden kom på bordet, blev svinehovedet båret ind – festlig dekoreret. Desuden fik man bl.a. medisterpølse og blodpølse.

I 1800 tallet fik grisen konkurrence, for samtidig med udbredelsen af juletræet, julenisserne og julegaverne bredte skikken at spise gås sig. Det var dog kun borgerne i byerne, der spiste gås juleaften, på landet holdt man fast ved grisen – eller ofrede en and på sig selv.

I slutningen af 1800 tallet begyndte imidlertid et tredje stykke fjerkræ at indfinde sig – nemlig kalkunen.

Risengrøds traditionen stammer fra 1800 tallet, da det blev muligt for almindelige borgere at købe risengryn. Ca. år 1900 kom der en ny variation af grøden – nemlig ris á lámande (ris med mandler).

Siden 1600 tallet har æbleskiver været en delikatesse, som ikke kun hørte til julen. Oprindelig tog man en skive af et æble, som man dyppede i en dej og bagte eller kogte i smør. Senere blev det almindeligt at stege æbleskiver, som vi kender i dag.

 

Julemanden

Julemanden er en ældre trivelig herre med et kraftigt hvidt skæg og med evigt smilende øjne. Han er klædt i en stor kåbe, en lidt spids hue og store støvler - alt er rødt, kantet med skind. Han er gaveuddeleren par excellence. Han kommer som den gavmilde velgører og deler ud af sin fyldte sæk.

Sådan omtrent kan man tegne billedet af vore dages julemand, en figur som er blevet hentet ind i den danske jul i slutningen af 1800-tallet, først og fremmest fra USA, hvor han hedder Santa Claus, hvad der minder os om, at julemanden oprindeligt er helgenen Sankt Nikolaus.

Som helgen har julemanden den 6/12 som mindedag og i flere mellemeuropæiske lande, bl.a. i Holland, hvorfra han som Sint Niklas eller Sinter Klaas "udvandrede" til USA i 1600-tallet og blev til Santa Claus, kommer han stadig med gaver på sin kalenderdag. Herhjemme kommer han som bekendt juleaften - den 24/12.

Mens julemanden har en europæisk forhistorie, så har julenissen sin egen rent nordiske. At julemanden imidlertid ofte kaldes for julenissen hænger sammen med, at han - sin fremmede oprindelse til trods - er blevet så accepteret i alle kredse, at man har lukket ham ind i den hjemlige julemytologiske verden, der var blevet skabt af danske og nordiske kunstnere i begyndelsen af 1800-tallet. Og højere kan ingen "importvare" nå end at blive en kær gæst i den nordiske familie-hygge-jul. Og det er, hvad julemanden er blevet, selv om han samtidig - som Santa Claus - er blevet hele den vestlige verdens sæson-salgs-helgen.

Julemanden er en skikkelse, der bringer julegaver til børnene. Julemanden stammer fra en katolsk forestilling om, at børnenes helgen Sankt Nikolaus (Santa Claus) på sin helgendag 6. december bringer gaver til artige børn, mens de vanartede og uartige børn får smæk af hans ledsager (tysk: Knecht Ruprecht, fransk: Pére Fouettard). Skikken og datoen stammer fra 1200-tallet. Sankt Nikolaus lagde ikke idé til Julemandens påklædning. På kalkmalerier og lignende ses Sankt Nikolaus aldrig i rødt og hvidt.

Julemandens røde dragt, hans rensdyrslæde, vinterlige baggrund og bolig på Nordpolen er moderne tilføjelser og stammer fra de borgerlige miljøers "julebøger" og lignende for børn. I f.eks. de første amerikanske fremstillinger bar Julemanden (Santa Claus) en skindvams, senere fik han sin nuværende dragt, men vi skal helt frem til vort århundrede, før hans dragt bliver rød og hvid.

I "Julemandens Bog" af Louis Moe - fra 1898 - lader forfatteren ham bo så langt mod Nord, at end ikke Fridtjof Nansen har set røgen fra hans hus. Det er her, vi første gang møder den Julemandsfigur, vi kender i dag, samt forestillingen om at han bor på Nordpolen og laver legetøj hele året.

Den "Gamle Jul", der optræder i "Peters Jul" fra 1866 er en lidt anden type. Her kommer han ikke med overraskelsesgaver i form af legesager, men med selve juleglæden, eller "julestemningen", som vi nok ville kalde det i dag.

I mange lande kommer Nikolaus stadig den 6. december, men Julemandens virke falder ellers juleaften eller nat.

 

Julemanden - manden bag myten

Julemanden blev født for 1700 år siden, men den julemand som vi kender ham, er ikke mere end 100 år gammel. Adskillige nationer gør krav på at huse den moderne julemand. Det er der reklamer og indtægter i.

I det 4. århundrede i Myra i Tyrkiet levede der en biskop Nikolaus. Han var meget velhavende og gavmild mod de, der trængte til hjælp. En dag blev han opsøgt af en købmand, der havde tre smukke døtre. Købmanden var gået bankerot og følte sig nu nødsaget til at sælge sine døtre til prostitution. Biskop Nikolaus bad købmanden sammen med ham at bede Gud om hjælp. De bad intenst og længe. Da købmanden var gået hjem, ledte Nikolaus i sit efterhånden tømte pengeskrin og fandt tre guldklumper på bunden. Om natten listede Nikolaus sig hen til købmandens hus og kastede de tre guldklumper ind ad døtrenes vindue. Guldklumperne landede i de strømper, pigerne havde hængt til tørre ved kaminen. Alt dette gentog sig endnu to nætter i træk, og pigerne blev frelst fra den grumme skæbne, der ellers var dem tiltænkt. Styrken i biskop Nikolaus' bønner rygtedes nu over hele byen.

Efter biskoppens død d. 6. december år 370 begyndte nogle børn på hans fødselsdag at hænge strømper op ved kaminen eller stille sko i vinduerne for så næste morgen at finde dem fyldt med gaver.

Et par hundrede år efter sin død, helliggjortes biskop Nikolaus og blev Skt. Nikolaus. Dyrkelsen af Skt. Nikolaus spredte sig i det 7. århundrede til hele middelhavsområdet og senere til Rusland, hvor han blev det russiske folks særlige værnehelgen. Blandt normannerne i Syditalien blev han så populær, at søfolk fra Bari i 1087 stjal hans hellige knogler og bortførte dem til hjembyen, hvor kirken Basillica de San Nicola opførtes til hans ære.

Nikolaus var en af de mest populære katolske helgener, også i Danmark indtil reformationen i 1536.

Da hollænderne i det 17. århundrede udvandrede til Amerika og grundlagde Ny Amsterdam (New York), medbragte de Sinter Klaas, den mildt irettesættende, alvidende gaveuddeler, der blev til den godmodige Santa Claus.

Fra USA blev han reeksporteret til Europa i 1930'erne. Denne amerikaniserede udgave af julemanden er den vi i dag kender som den "rigtige" julemand.

 

Julemandens hjem

Det var den amerikanske tegner Thomas Nast, der først opdagede julemandens hjemsted. I 1879 tegnede han en tegning til "Harpers Weekly", hvor en lille dreng poster et brev, adresseret til "St. Claus, North Pole".

I USA er julemanden postkontor flyttet til Alaska.

Ifølge danskerne ligger julemandens hus og postkontor i Grønland.

Finnerne hævder med sikkerhed at julemanden bor på Polarcirklen i Lapland.

Også nordmændene gør krav på at huse den populære julemand.

Og islændingene mener bestemt, han bor hos dem.

 

Julemandens klædedragt

Julemanden var oprindeligt iført en bispeklædning og bispehat. Det blev efterhånden til en rødbrun skindvams med pelskanter. På ryggen bar han en sæk der oprindeligt blev brugt til at putte de uartige børn i, men nu indeholder gaver til de artige.

Frem til 1931 hersker der tvivl om dragtens farve, og iblandt ser man en blå eller grøn julemand.

I 1931 tegnede svenskeren Haddon Sundblom julemanden i Coca Colas røde farver til en reklamekampagne. 1932 kom den første af Disneys tegnefilm om julemandens værksted med samme slags julemand i rød-hvide farver.

 

Julemandens rensdyr

Det var den amerikanske digter Clement Clarke Moore, der i en børnesang "A Visit from St Nicholaus" fra 1823 udstyrede julemanden med en lillebitte kane, trukket af otte bittesmå rensdyr. Den flyver med susende fart gennem luften og lander på taget, hvor julemanden gennem skorstenen afleverer sine gaver.

De oprindelige små rensdyr voksede efterhånden til normal størrelse, og hertil kom i 1939 rensdyr nummer ni, Rudolf med den røde tud. Han blev opfundet til en stormagasinkæde, der ønskede en fortælling, de kunne bruge til PR.

Rensdyrene bærer på dansk navnene Springer, Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn. Den sidst tilkomne - Rudolf - hedder som bekendt også Rudolf på dansk.

 

Julemandstyper

Den engelske "Fater Christmas" har rødder tilbage til middelalderens mummespil. Han bærer på julekævlen "The yule Log", som skal sikre varme hele julen. Han er iført pelskappe og har krist-tjørn om hovedet.

Den franske julemand "Pere Nöel" lægger gaverne under juletræet, mens familien er til midnatsmesse. Han bærer også på en julekævle "Buche de Noel".

I Tyskland optræder to julemænd: "Hr Winther", der kommer med juletræet under armen. Han har istapper i sit lange skæg og er iført kutte og store støvler. "Der Weinachtsmann", en bøs figur, der under armen bar et ris, som blev brugt til at straffe de uartige børn med. I 1844 optrådte han i en børnebog som "Der grosse Nicholas", der dyppede de uartige børn i sit store blækhus. I dansk udgave "Den Store Bastian".

I Danmark udkom i 1866 "Peters Jul". Her kaldes julemandsfiguren "Gamle Jul" eller "Julefar". "Julemandens Bog" udkom i 1898, med tekst og tegninger af Louis Moe. Denne julemandstype minder meget om den julemand vi kender i dag. Han boede i følge Moe på Nordpolen, hvor han var travlt beskæftiget med at lave gaver til alle børnene. Når december kom, og gaverne skulle deles ud, fik han hjælp af juleenglen og nissen.

I Rusland kom "Fader Frost" til nytår. Han bærer juletræet under armen og deler gaver ud, assisteret af en hjælper, som kaldes Snepigen.

I Italien er det en gammel kone, "La Befane", der går rundt og giver gaver til alle søde børn nytårsaften.

I Østrig optræder Nikolaus i lilla bispekåbe, hvid bispehue og med en bispestav i hånden. Han ledsages af hjælperen Krampus, der er djævelen selv. Krampus indfanger børnene for at tage de slemmeste med sig. Men den gode Nikolaus redder børnene og giver den gaver.

Den hollandske julemand, "Sinter Klaas" er den mildt irettesættende, alvidende gaveuddeler. Han har en hjælper, Zwarte Piet, der truer de uartige børn og deler slik ud til de artige.

 

Julemærket

Særligt mærke, som klæbes på postforsendelser ved juletid; indtægten ved salget går til velgørende formål, i Danmark til oprettelse og drift af julemærkehjem.

Julemærkehjemmene er ikke kun for svage børn, men også for vanskelige børn. Børn der har behov for at komme væk hjemmefra og overvægtige børn, der har behov for at tabe sig.

Ideen skyldes den danske postmester Einar Holbøll og har siden 1904, da mærket indførtes i Danmark, bredt sig til mange andre lande, bl.a. USA. Julemærker er blevet et eftersøgt samlerobjekt, der for de ældstes vedkommende betinger høje priser. Julemærkesamlerne har egen forening, Danmarks Julemærkesamler Forening.

Salget af julemærkerne indbringer årligt ca. 25 millioner kroner.

 

Julen generelt

Jul som rent faktisk er et hedensk ord og betyder festerne, har vi kendt til længe før Jesus fødsel.

Ideen til den første nye juleaften-tradition fik vi fra Tyskland, hvor de allerede i et århundrede havde et grantræ midt i stuen, som blev pyntet med papirstads, frugter og levende lys, og i toppen en stjerne (Betlehemsstjernen).

Med juletræet som tradition i næsten alle danske hjem omkring år 1900 var julen blevet en hjemmets fest. Også kirken tog juletræet til sig, i midten af århundredet begyndte mange præster at pynte et træ i kirken, som lyste op under gudstjenesterne i julen. Det blev også en kristen jul.

Fra USA hentede vi Santa Claus og hans rensdyr, fra England fik vi ideen med julekortene, til Kalkunen som julemad og misteltenen. Omkring år 1930 får vi den tyske tradition med julekalenderen.

Gløggen og julestjernen tager vi til os fra Sverige. Fra Sverige kommer også traditionen med Lucia-optog, som starter den 13. december.

I de sidste 150 år har kirken været meget åben over for den nye juletræsjul og bidraget med mange julesalmer, som ikke kun blev sunget i kirken, men også i hjemmene, når der blev danset om juletræet.

I 1930´erne var der mange, der købte et stort lys, som blev brugt til kalenderlys, man brændte et stykke hver dag, i 1942 kom så det egentlige kalenderlys eller datolys, som vi kender i dag.

At gå på juleudstilling er en tradition helt tilbage til omkring 1850. Da meddelte mange forretninger at nu havde de julepyntet og det var allerede sidst i november. Man valfartede til disse juleudstillinger, og børnene glædede sig. Der var et mylder alle vegne og en duft af gran og man kunne også risikere at møde en rigtig levende nissemand med langt skæg og træsko.

Juleaften fik man for flere år siden mest flæskesteg, senere blev der også serveret medisterpølse, blodpølse, ja alt slags kød fra den nyslagtede julegris. I mange hjem spiser man den dag i dag flere slags tilberedt svinekød juleaften. At spise julegås var en borgerskik, der i 1800 tallet bredte sig ud over hele landet i takt med julenisserne, julegaverne og risengrøden. Sommetider ofrede man også en and på sig selv, det mindede da lidt af gås og senere blev det en lige så almindelig julespise som gåsen.

I slutningen af 1800- tallet begyndte et tredje stykke fjerkræ at komme ind i den danske jul, nemlig kalkunen. Det gjorde den efter år 1864, hvor man lod sig inspirere af engelske juletraditioner.

Grøden har trofast stået på alle familiers menukort, siden man begyndte at fejre jul herhjemme. Til hverdag lavede man grød af byg, havre eller rug, som blev kogt på vand, men til højtiderne blev den kogt på mælk. Først sent i år 1800 begyndte man at lave julegrød af ris kogt med mælk. Risengrød kunne man nemlig først lave, da de importerede risengryn, blev til at købe for alle hos købmanden. Risengryn blev på landet længe betragtet som en luksus. Da risengrøden omkring 1900 var blevet en folkeeje, opstod der en ny variation, nemlig ris a la manden, der er en dansk opfundet dessert med mandler i risengrøden. Den som får den hele mandel, der er kommet i grøden, skal have en mandelgave, som kan være en marcipangris, et julehæfte eller hvad man ellers kan finde på.

Den ældste julepynt er de uundværlige lys, dertil hører også kagemænd, kringler og figurer af marcipan, alt sammen noget, der kunne spises, når der var danset om juletræet. Som der står i sangen "Højt fra træets grønne top", først må træet vises, siden skal det spises.

 

Julenissen

Julenissen er et overnaturligt væsen, som stammer helt tilbage fra vikingetiden.

Julenissen er en lille, gammel mand med skæg. Han er klædt i grå trøje og grå bukser. Han har en rød tophue og går med røde strømper i sorte træsko. Han skal have sin årlige julegrød, og han kommer med gaver til børnene juleaften.

Nissen siger:

I fordums dage jeg var overalt
I bondens stue, hans lo og lade.
Det har bedstemor dig nok fortalt,
Jeg gjorde nogen gavn, kun liden skade.
Jeg er lille, væver og næsten ganske grå,
Mit navn du snart nu finde må.

På hver en gård findes der en nisse, og nissen havde man meget respekt for. Var man ikke flink over for nissen, så hed det sig at så begyndte han at drille, men fik nissen risengrød sat op på loftet så kunne man være sikker på at man nok skulle få julegaver.

Nissen er et væsen, der hører julen til, og der er i dag mange slags nisser til.

 

Julepapir

Julegavepapir blev først kendt sidst i år 1800 og i begyndelsen af år 1900 samtidig med industrialiseringen.

I starten var det glanspapir, med forskellige stærke farver påtrykt. På det tidspunkt var der ikke mange trykkerier som kunne producerer denne form for papir, og så var det en meget dyr vare.

Senere begyndte man at trykke farver på almindeligt hvidt papir, således at alle kunne være med.

Som vi kender det i dag, er selve indpakningen en stor del af salgsmomentet hos producenten og forretningerne.

 

Julepynt

I begyndelsen af 1800 tallet blev julen en borgerlig idyl – blandet med kristendom og nationalfølelse.

Efter krigen i 1850 og 1864 blev julen DANSK. Dannebrogsflag, julehjerter og kræmmerhuse blev klippet i rødt og hvidt papir. I dag er det stadigvæk de danske farver rød/hvid, som er de dominerende i julepynt.

 

Julestue

Oprindelig betegnelse for stuen, hvor julegildet blev holdt. Holbergs komedie Jule-Stue (1724) foregår ved et sådant gilde. Under pietismen blev julestuer forbudt 1735.

Julestuer var gilde med julelege, dans o. lign., man skiftedes til at holde hver anden eller tredje aften og nat i hele juletiden. Som regel begyndte man, når de to højhellige juledage var overstået, og så forsatte man indtil helligtrekonger eller til kyndelmisse.

Julestuerne var legestuer, og leg skal her forstås i ordets bredeste betydning. At man legede betød, at man underholdt sig selv; man sang og man dansede, og man spillede hele små komedier for hinanden. Mange julelege er i virkeligheden skuespil, der blev spillet på gulvet i stuen, så alle var med. Det var ikke tribuneunderholdning, hvor en rampe adskilte dem der underholdt fra dem, der blev underholdt.

Julestuerne var julegilder, hvor legen spillede en større rolle end maden. Til gengæld drak man tæt. Man rullede simpelt hen juletønden - tønden med julebrygget - ind i stuen - og der stod den så til fri afbenyttelse.

Det er klart, at det var de unge mennesker, der tog teten, når man legede jul i julestuen, og undertiden holdt de ældre da også deres egne julegilder - men det var madgilder og ikke legegilder.

At lege jul og at drikke jul er ældre end kristendommen, men det at holde julestuer har sit udspring i de såkaldte vågenats forlystelse, i katolsk tid. Alle de store kirkelige højtider fejrede folk aftenen og natten før ved at våge - ved at sidde oppe - til man skulle overvære midnatsmessen. Natvægt eller nattevægt kaldte man denne natte-vågen, hvor man fik tiden til at gå med alskens verdslig tidsfordriv som leg, drik, sang og dans.

Juleaften kunne altså også blive for trist, men det blev der rådet bod på efter omkring 1800, hvor juletræet blev lanceret som de nye julestuers midtpunkt juleaften. Og det skete netop i København, hvor de gamle julestuer først blev udryddet.

 

Juletræsjul

I løbet af 1800-tallets første halvdel blev en række nye og udenlandske traditioner importeret i julen med rivende hast.

Det skete især hos borgerskabet i byerne - naturligvis ikke mindst i København. I kølvandet på krigene i hhv. 1848-50 og i 1864 blev julen også meget "dansk" - hvilket faktisk også var nyt, men hang godt sammen med tidens nationale og romantiske stemninger.

Juletræet er oprindelig en tysk skik, og det første danske træ tændtes, så vidt vides, på godset Holsteinborg i nærheden af Skelskør i 1808. I 1811 kom København med, da et træ tændtes i politikeren Orla Lehmanns barndomshjem i Ny Kongensgade. I de følgende år tyder bl.a. avisartikler på, at også andre familier med tysk tilknytning gjorde deres for at indføre træet.

De første kendte "julenisser" var en slags dekorationsnisser i papir, som kunstneren Constantin Hansen klippede til danske kunstneres julefest i Rom i 1836. Efter referater at dømme, opførte disse klippede nisser sig meget "julenisseagtigt", dansede om grøden, drog af sted med julegaver etc. Borgerskabet og de kunstneriske kredse tog hurtigt denne - mere uskyldige - nisse til sig. Med sin traditionelle tilknytning til hjemmet var nissen et godt "symbol" på den nye familie-og-juletræsjul.

Den første "julemand" der optræder i Danmark er den "Gamle Jul" der findes i "Peters Jul" fra 1866. Han minder dog mere om den tysk "Vintermand", da han faktisk ikke kommer med gaver. En "rigtig" julemand møder vi først i Louis Moes "Julemandens bog" der udkom på grænsen til 1900-tallet. Her fortælles for første gang om Julemanden, der bor i det høje Nord og bringer gaver ud. Den julemand vi kender i dag, er blevet en "Santa Claus" julemand efter amerikansk forbillede, således som han kendes fra fx Disney-filmen "Santas Workshop" fra 1932.

I beskrivelsen af et af de første danske juletræer nævnes det, at træet er smykket med pynt og bijouteri, der blev uddelt blandt selskabets damer efter et særligt system.

 

Juletræet

Juletræet hører julen til, det er næsten ikke til at komme udenom. Men historisk set er det en forholdsvis ny foreteelse ved de danske julehøjtideligheder og juletræet var ikke fra første færd en velkommen gæst i de danske hjem. 

På trods af det allerede var kendt i Stockholm, men uden større udbredelse til det øvrige Sverige, kom det til Danmark fra Tyskland. Derfor blev juletræet set som et symbol på tyskerne, og det var først og fremmest de tysksindede danskere, der ville tage traditionen til sig. Således var det også i et tysksindet hjem, at juletræet blev præsenteret første gang i København.

At det skabte en del virak, kan man forstå fra følgende øjenvidneskildring, der er beskrevet i Jørn Pios "Julens hvem hvad hvor."

En vindueskigger fortæller: - Uden for vinduerne stod der ved 17-tiden mange mennesker, der højlydt gav deres forundring til kende. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik. Det forlød, at der skulle tændes lys på træets grene. Derfor stimlede nysgerrige sammen for at se, hvordan det ville gå. 
Nogle troede vel, at den unge doktor og han yndige frue var blevet gale, siden de havde rullet gardinerne ned og sat lys i brand på et grantræ. De, der ikke kunne styre deres alt for store iver, satte stiger op for at kunne kigge ind under gardinerne.

Store dele af det danske borgerskab og embedsstanden var på den tid præget af tysk bykultur. Det var derfor naturligt, at snart alle i de kredse måtte have et juletræ for at markere deres dannelse. Og indenfor denne kreds går udbredelsen af juletræsskikken forholdsvis hurtigt. Udbredelsen af skikken til hovedparten af befolkningen, der dengang boede på gårdene og i landsbyerne, går det langsomt med. Juletræet blev et statussymbol. For de fattige var det under alle omstændigheder for dyr en investering. De fremstillede i stedet deres egne juletræer af spinatstokke eller kosteskafter. Eller de nøjedes med snebærgrene i en urtepotte.

I de fleste egne af landet er præsterne de første til at tage grantræet ind i stuen. Det er pudsigt, for det kan virke som en hedensk tradition. Først omkring århundredeskiftet tog den brede befolkning juletræet til sig, og det blev efterhånden en almindelig skik. 

I bondestuerne har det ofte været nødvendigt at bøje toppen af grantræet for at få plads til topstjernen, også kaldet Betlehemsstjernen, i den lavloftede bondestue.

Topstjernen understreger i øvrigt juletræets status som gavetræ. Som alternativ til Betlehemsstjernen valgte man tidligere at give denne hædersplads til en engel, en stork eller en nisse, da alle blev betragtet som gavebringer.

Faktisk har al julepynten sin egen specielle betydning. 

Her følger nogle eksempler: Den harmoniske kugle er symbolet på fuldkommenhed. Klokken den der bebuder juleglæden. Kurven den der lover overflod. Legetøjet det der varsler spændende gaver.
Musikinstrumenterne der i fantasien sætter musik til juledansen.

Og der kan gå mode i pynten. Nederlaget ved Dybbøl i 1864 medførte en opblomstring af vor traditionsbevidsthed. Nye skikke kom til, og således kom Dannebrog på træet.

Selvom juletræet kom fra Tyskland, så er vi danskere kommet godt efter det med træerne. Vi har taget produktionen af juletræer til os og vi er blevet så gode til at fremstille dem, at vi eksporterer tonsvis til udlandet - deriblandt til Tyskland. Det er især juletræer af sorten nordmannsgran, der eksporteres. Deres nåle har lang holdbarhed, der gør dem særligt egnede til eksport. 

Og hvilken husmor har ikke ofte udtalt sjove ord og lignende, når børnene ikke ønskede juletræet ud af stuen, og træet var af sorten rødgran, der som bekendt efter en uges tid inde i varmen nærmest ligner et kosteskaft, fordi alle nålene enten ligger spredt rundt i hele huset eller ligger godt gemt af vejen i støvsugerposen. I hvert fald er det hurtigt et ynkeligt syn et sådan træ kan frembringe.

 

Juleudstillingerne

Fra begyndelsen af 1800-tallet medførte den voksende detailhandel, at julen blev mere og mere kommercialiseret. Juletiden blev en af de travle perioder i forretningerne, og der blev gjort meget for at tiltrække kunder og markere sig i konkurrencen.

I 1870’erne begynder forretningerne med egentlige juleudstillinger, mange af dem allerede fra slutningen af november. Der blev gjort mere og mere ud af udstillingerne, bl.a. med mekaniske dukker og store julelandskaber og –tableauer.

I byerne udviklede juleudstillingerne sig til store begivenheder. Gader og torve blev pyntet op med guirlander, lys og træer og enkelte steder også med figurer som store julebukke og bygninger med nisser. Inspireret fra USA dukker den første ”varehus-julemand” op i Magasin i København i 1932, og det bredte sig hurtigt til andre stormagasiner og forretninger. I 1900-tallet blev det ”at tage på juleudstilling” en fast juletradition.

Skikken med ”Byens Juletræ” kendes i Tyskland tilbage fra før, juletræet for alvor begyndte at dukke på i hjemmene. I Danmark var det første offentlige juletræ i Aarhus, mens København fik sit første officielle træ i 1914. den dag, byens træ tændes, er mange steder gjort til en særlig dag med forskellige begivenheder, og igennem hele julemåneden arrangeres nisseoptog, parader, julemarkeder, skøjtebaner o.l. – ikke mindst af handelsstands- og turistforeningerne. Også mange seværdigheder og museer er begyndt at arrangere særlige julestuer, julemarkeder o.l. En del er blevet så populære og så store, at de i dag også tiltrækker mange turister udefra bl.a. Tivoli (København), Den Gamle By (Aarhus) og Hjerl Hede Frilandsmuseum (Vinderup).

 

Jul i byen omkring 1860

I midten af forrige århundrede, tiptiptipoldeforældres tid, var mange mennesker flyttet fra landet ind til byerne.

I lejlighederne i byen var der ikke plads til at fodre julegrise op, så man måtte nu købe sig til mange af de ting, som man ikke længere lavede selv. Hvis man ikke selv havde plads til et komfur, sendte man julegåsen hen til bageren, som stegte den i sin store brødovn.

I byerne holdt man julestuer på værtshusene, men mange mennesker brød sig ikke længere om den tradition. De mente, at julestuerne fyldte gaderne med fulde folk, som lavede for meget ballade i julen, som jo skulle være fredens tid.

Lidt efter lidt blev julen i byen en familiesag. Man samlede kun sin egen tætte familie omkring sig og havde ikke så meget at gøre med naboerne som ude på gårdene i ældre tid.

Nye skikke afløste de gamle. Juletræet kom til Danmark fra Tyskland i begyndelsen af 1800-tallet. Det stedsegrønne træ blev et billede på Jesus, som gav menneskene evigt liv og lyste op i sjælenes mørke, som træet med sine lys skinner gennem den mørke vinter. Samtidig begyndte også familiens voksne at give hinanden hyggelige julegaver, og nu skulle de være fint pakket ind. Og omkring 1840 dukkede bondelandets og folketroens gårdnisse op som by julens hyggelige gråklædte Julenisse med den røde hue. De voksne fortalte de undrende børn, at det var ham, der kom med julegaverne til dem.

Således kunne julen i byen tage sig ud: Midt i december tog Far en dag tidligt fri fra kontoret, hvor han arbejdede, og købte et kæmpestort juletræ på torvet ved kirken. Det slæbte han op i lejligheden, mens Amalie og Lillebror endnu var i skole. Inde i den fine stue, som Mor kaldte "Stadsestuen", blev træet stillet på fod. Stadsestuen blev kun brugt, når der kom gæster eller - som nu - i højtiden. Men børnene måtte ikke se juletræet før selve Juleaften. Derfor blev døren til den fine stue omhyggeligt låst. Alligevel sneg Amalie sig hen til nøglehullet og kiggede ind. Træet derinde nåede næsten helt op til loftet. I mellemtiden havde Mor meget travlt med juleforberedelserne i køkkenet. Hun blev vældig glad, da fragtmanden kom og afleverede en stor kurv med slagtemad hjemme fra gården. Der var bjerge af flæskesteg, skinke, sylte og pølser. Og så var der blodpølse, som stank fælt, når den blev ristet på panden. Men Far elskede blodpølse, så Amalie holdt sig bare for næsen, mens hun undrede sig over, at nogen kunne spise noget, der lugtede så grimt. Nu manglede Mor kun julebagningen. Hun bagte flere ovnfulde sigtebrød, pebernødder, klejner og honningkager, for der skulle være nok helt til Nytår. I brødene lavede hun mønstre med spidsen af en kniv, og honningkagerne blev pyntet med hvid glasur. Derefter blev kagerne gemt i dekorerede metaldåser, så de kunne holde sig dejligt sprøde længe. Klejnerne kom i den gamle, bulede dåse med julenisserne udenpå.

Natten efter Lillejuleaften listede Far og Mor ind i stadsestuen og pyntede juletræet, mens børnene sov. Julegaverne, som Mor havde købt i god tid og skjult i kisten oppe på pulterkammeret under taget, blev stille båret ned ad bagtrappen og lagt under træet. Et par af de mindste gaver blev bundet fast til træets grene med silkebånd.

Og så - endelig - blev det Juleaften. Julegåsen kom ind på bordet med Dannebrogsflag stukket i maven og hvide papirmanchetter om benene. Derefter kom risengrøden ind med mandel i. Men Amalie og Lillebror blev ikke uvenner over mandelen, for Mor havde ikke købt nogen mandelgave. Den skik havde hun endnu ikke hørt om. I stedet gav hun børnene et kandiseret æble og en appelsin hver. Amalies tænder løb i vand. Hun elskede appelsiner, men fordi de var så dyre og svære at få fat på om vinteren, fik hun dem kun til jul.

Mens børnene nød den hjemmelavede konfekt og spiste frugterne, gik Far og Mor ind i stadsestuen og låste døren efter sig. Amalie kunne høre, at det puslede derinde. Omsider raslede nøglen igen i låsen, og Far åbnede døren, mens han smilede. Derinde stod træet og skinnede i den mørke stue, som stjernen lyste over Betlehem julenat. På spidserne af grenene brændte røde og hvide Dannebrogslys. I kurve og kræmmerhuse havde Mor lagt chokoladegodter, nødder og rosiner, og under grenene dinglede bagte figurer med hvid glasur i røde silkebånd. Der var svaner, hjerter og fine mænd og damer i brede kjoler, alt sammen udskåret i kagedej. Amalie kunne ikke få øjnene fra kagedamerne. Tænk at Mor havde bagt dem ude i køkkenet, uden at nogen havde opdaget det! Mellem det grønne hang appelsiner, sukkerstænger og små æbler i røde bånd. Lange guirlander af Dannebrogsflag faldt ned over træet. De løb oppe fra stjernen og næsten helt ned til gulvet. Engle og nisser af papir snurrede rundt om sig selv i varmen fra julelysene. Så dansede Far og Mor om juletræet med børnene mellem sig, mens de sang julesalmer. På en af træets nederste grene hang en nisse-sprællemand, som Lillebror trak i, hver gang han kom forbi den. Til sidst knækkede sprællesnoren, og Lillebror begyndte at græde. Men ikke længe. Tinsoldaterne i hans første julegave fik ham på andre tanker.

Snart var tæppet under juletræet helt spraglet af gavepapir i mange farver. Amalie sad mellem puderne i sofaen og krammede forsigtigt sin bedste gave, dukken med ansigt, arme og ben af det fineste porcelæn. Imens rullede Lillebror sig sammen i hjørnet bag den nye gyngehest og faldt i søvn. Da børnene var lagt i seng, listede Mor op ad bagtrappen med et fad varm risengrød med en stor smørklat i. Oppe på loftet stillede hun fadet i krogen bag skorstenen. Ikke fordi hun troede på nisser. Men man kunne jo aldrig vide.

 

Jul i de glade 60'ere

Stilen var upyntet, og familien ved at gå op i limningen. Men julen slog idyllisk rekord i 1960erne.

Der var engang en jul, hvor mor gik smilende rundt i sit smagfulde arkitektegnede hjem og havde god tid til at hygge med de forventningsfulde, velfriserede små. Ak ja, og nu trådte far leende ind ad døren med favnen fuld af stigende velfærd og obligatoriske spor af julesne på de blankpudsede sko.

Læsere, der ikke nåede at opleve en jul i 1960'erne, bør tale et alvorsord om timing med deres forældre.

Ikke alene var julen hvidere dengang. Kun 1960 og 1966 var helt sneforladte, og der var dømt landsdækkende hvid jul i såvel 1962 som 1969 - et fænomen, der siden kun har gentaget sig i 1981 og 1995.

De havde også noget dengang, som al fremtidens ungdom må nøjes med at skabe misundelige myter om: 60'erne var de hjemmegående husmødres sidste store årti. Alt det, 90'er-familien aldrig rigtig når, ordnede dette hjemmegående fænomen af en smilende hvid tornado, der blænder eftertiden med kæk imødekommenhed i datidens dame- og livsstilsmagasiner. Hun kokkererede, hyggede, pyntede, plejede, huskede de gamle og dem på søen og gav børnene lov til at være med - uden at forlange så meget som en pensionsordning til gengæld. Det har muligvis ikke været sjovt at være husmor, men det må have været skønt at have én derhjemme.

I begyndelsen af 1960'erne var ca. hver tredje gifte danske kvinde ude på arbejdsmarkedet - på deltid naturligvis. Ti år senere var hver anden i job - nu på fuld tid. Den ekstra indtægt blev omsat i parcelhus med have, bil, daginstitutioner, indkøb, og en stjernevrimmel af nye arbejdsopgaver.

"Pakkekalenderne er en typisk tresseropfindelse: Forældrene fik flere penge, mindre tid og dårlig samvittighed overfor børnene. Den dulmer de med gaver," forklarer projektforsker ved Dansk Folkemindesamling, Else Marie Kofod. Set gennem 90'er-briller var 60'erne ikke desto mindre et beskedent årti - også i julen.

"Vi beundrede moderne arkitekter som Frank Lloyd Wright og Corbusier. Du så ikke en eneste sløjfe. Det var flettede hjerter - levende lys. Helt enkelt," husker kunstneren Jette Frölich, der i 1960'erne lavede julepynt til Bo Bedre og i dag blandt andet pynter op for Royal Copenhagen og Illums Bolighus.

Bo Bedre anno 1962 er hendes sandhedsvidne. Her belæres husmoderen om, hvordan hun af enkle midler som et stykke træ og et gardinbeslag kan lave sin egen lysestage. De pyntesyge får nådigst lov til at slå sig løs med en håndfuld messingtegne-stifter eller små hjemmelavede papirklip. Selve lyset er naturligvis helt klassisk: Hvidt og lige. "Det skal ikke skjules, at der på markedet findes nogle mærkelige forvoksede, sært ornamenterede og forvredne lys - og de er naturligvis ikke særligt kønne at kigge på," pointerede bladets indendørsarkitekt, Birthe Rohweder. Stilen var enkel, gerne billig og meget gerne arkitekttegnet. Det lod sig ikke diskutere.

På mange måder fremstår tresserne som et troskyldigt årti. Hele landet led således med de sønderknuste forældre, da lille Tina på 2 1/2 måned forsvandt fra sin barnevogn 14. december 1965. Barnevognen stod parkeret foran Daells Varehus i København, mens den nybagte mor var på juleindkøb.

Men alle var tilsyneladende overbeviste om, at Tina havde en god jul. I et åbent brev til "den kvinde, der menes at passe og pleje Tina" skrev barnets mor næsten forstående: "...De må være en meget ulykkelig kvinde, men med en stor kærlighed for børn..." At en mand skulle have taget barnet var rent ud utænkeligt, og Tina blev faktisk fundet et par uger efter jul i god behold hos en kvinde, som havde taget den lille til sig som sin egen.

Men inden de gamle nu bliver alt for høje i nissehuen, så prøv at spørge til julegaverne. De var nemlig helt i årtiets ånd: Praktiske, enkle og billige - gerne bløde og hjemmestrikkede.

Mor fik køkkengrej, og selv de yngste skolepiger blev spist af med pålægsgafler og andet udstyr, afslører ugebladene. Drengene var typisk mere heldige, men i Politiken 1963 beskrev Leif Panduro, hvordan han hvert år forgæves havde sat "en kontrabas" øverst på ønskesedlen. "Da man endelig langt om længe fik den, var man så gammel, at man fik skægget i klemme mellem strengene. Oh, uoprettelige skuffelse!" rasede én af Danmarks spidseste penne i et årti, der trods alt ikke altid levede op til sit kælenavn: "tilfredserne".

 

Jul i Ramme skole ca. 1905

Jul i Ramme skole ca. 1905: Birgitte Lund Pedersens erindringer, Lemvig Museum.

Sidst i november eller allerførst i December skulle der laves pynt til skolens juletræ - før konerne fik for travlt til jul. Dagen før fandt snedkeren et smukt bræt uden knaster. Det blev høvlet op i lange spåner, som blev bragt op til skolen i en sæk. Her blev de straks lagt i et kar vand, så de kunne være godt opblødte til næste dags aften. Da samledes forældre og unge piger fra sognet for at lave juletræspynt. Første aften lavedes spånkurve og til sidst roser. Det skete ovre i Backs skole, hvor der var hængelamper. (Når vi tidligere havde noget i vor skole, f.eks. afholdemøde, var oplysningen køkkenlamper rundt på væggene.) Først blev spånerne klippet efter mål, det kunne vi børn godt hjælpe med. Så blev 4 spåner flettet i hinanden til bund, der blev holdt sammen med knappenåle. Så langt kunne vi også gøre nytte; men vi skulle vist være 10 år for at få lov til at flette selve kurven, og langt mindre blev det os betroet at sy en spånring fast først inden i kurven, og når det var gjort og den var klippet jævn i overkanten, så en pæn spånring med en hank udenom. Det var solide, kønne kurve. Enkelte blev nærmest for sjov lavet store af 8 spåner, eller skibsformede med kun 2 hjørner; men der kunne ikke være noget videre i. Der blev sunget "Ind under Jul", "Julebudet" og flere og måske læst en enkelt historie. Midt på aftenen gik man i et par hold over i den gamle skole til kaffe. Hvor har mor lavet megen kaffe i Ramme skole. Dog husker jeg, at her til julen kom et par koner med en hvedekage. Mor gjorde ikke så meget ud af det. En hvedekage, en lagkage med syltetøj og glasur, samt småkager, var gerne opvartningen.

Nåede vi igennem spånkurvene, tog man fat på silkepapiret. Rosenblade blev klippet ret store og kreppet over en strikkepind, undertiden 2 kulører sammen f.eks. lyserødt og gult, eller mørkt og lyserødt sammen, det gav nogle store ret naturtro roser.

Ugen efter samledes man igen. Da gik det løs med kurvene. Der var indkøbt guld og sølvpapir, kulørt glanspapir og store ark hvidt skrivepapir, som anvendtes sammen med glanspapiret til hjerterne. Jeg tænker, det hvide papir var billigere, men det så vældig godt ud i hjerterne. Kanterne på disse blev kreppet med saks eller kniv. Jeg er vis på, at det er rigtigt, når jeg hævder, at alt var yderst akkurat. Så var der indkøbt en mængde ark karton hvide, røde og lyserøde, noget vat og en del glansbilleder, især englebilleder, og allerfinest, nogle få ark med kulørte kurve. Disse blev omhyggeligt udklippede og anvendt som modeller til kartonkurve, før de blev sammenklæbede. Kartonkurve og hjerter blev pyntede med "sturv", det var silkepapir, som var klippet i frynser, og når de blev vendt fyldte de meget i kanterne på kurvene. Der var også små tasker, som bestod af kartonsider med glanspapirsvifter til endestykker. De fik et glansbillede på hver side. Så var der svære kurve, som kar og transportspande. I begge skulle en rund bund syes fast. Karrene var smalle med rigtige ører som baljer og sølvpapirsbånd som zinkbåndene på rigtige kar. Siderne i transportspandene var udklippet af karton og et sølvbånd øverst og nederst. Som voksen har jeg set små lygter klippet på samme måde. Vat blev brugt til muffer og til svøbelsebørn. Den gang gik alle jo med muffer og vattet blev limet på kartonmuffer og pyntet med fine guld eller sølvbånd. Småbørn var jo dengang viklet i alenlange svøb for at holde ryggen stiv, Moderen havde jo ikke fået vitaminer, og de var jo lette at fremstille af karton og vat med søde glansbilledansigter. Det forekommer mig at vi var ret store, før vi kom ud for at der skulle klippes fiskenet, brudeslør og laves musetrapper. Det var dejlige aftener.

De sidste uger før jul var travle, men den travlhed nød børnene. Mon kirken ikke har været noget af det første, som blev rengjort. Messingdåbsfadet og de store messinglysestager blev pudsede i Amor og Wienerkalk, så de blev ganske lyse, i hvert fald stagerne, som vist var af malm. En nystrøget alterdug blev lagt på alteret, alt træværk blev vasket og aftørret. (Jeg har vist fortalt, hvor ked pigerne var af at skure fodbrætterne på mandssiden med de indtørrede skråtobaksspytklatter på). Det røde stengulv blev fejet også under brætterne i stolestaderne, og så var der fint.

Når julegrisen skulle slagtes, gemte vi børn os under dynen i fars og mors sovekammer, der lå længst væk fra gårdspladsen, så vi kunne høre mindste muligt af grisens skrig. Jeg glemmer ikke, da jeg første gang skulle udføre pigearbejdet at røre rundt i blodet, så det ikke skulle gå i hjanker (størkne), senere blev det en vane. Slagteren gav gerne min bror blæren. Der blev puttet nogle ærter i og bundet for den, og så var det et fornøjeligt legetøj. Til middag den dag fik vi blodpølse med rosiner i; senere blev de opvarmede i smør og sirup. Vi syntes ikke spanden med tarmene lugtede ret godt; men det hjalp, når de indre tarme blev trukket af og smidt væk. Men sikken et liv. Der blev maskinet kød til pølser og disse blev stoppet gennem pølsehorn, der forefandtes i mindst 2 størrelser. På den store hakkebræt gik hakkekniven lystigt i lunger, hjerter m.m. der skulle hakkes til finker. De blev kogt i surt sødt og tilsmeltet med fedt i en sort jydepotte. Fedtet blev skåret i terninger og afsmeltet til et stort rødt fad svinefedt til mange dejlige fedtebrødsmellemmader med steg eller leverpostej på, og greverne gemtes til sortpølserne m.m. Hvor ville vi gerne have et stykke rugbrød, dyppet i den varme fedt. Der blev saltet hen, lavet rullepølse af slagene - men fårerullepølser var nu de bedste. Grisehovederne blev til dejlig sylte o. s. v. Noget af lungerne kom i Flyvpølser, det var det værste, jeg vidste. Andre har omtalt dem som det bedste. Nogle kaldte dem Lungepølser.

Julebagningen var en større omgang. Dejtruget kom frem aftenen før. Jeg må kunne huske, at vi har bagt rugbrød, for jeg husker surdejen fra gangen før, men det er nu meget utydeligt. Men sigtebrød, hvedebrød, julekage med rosiner og sukat, sodakage, lagkagebunde, småkager og især peberkager - som Stine Damgaard kom peber "å jet om ant godt i". Vi børn fik en klat dej til en "vakki". Når pebernødderne var rullet i lange, tynde ruller og afskåret med en kniv, fik børnene lov at sætte dem på plader og finest var det, når vi gav hver pebernød et klem med fingeren ovenpå. Efter sådan en bagning måtte et par skuffer i "sekretæren", rettere "sefonieren", rettere "piedestalen" tømmes og fyldes med hvedebrød.

Brygningen var færdig først og måske også vasken, Kristiane Osberg kom og hjalp med begge dele. Alt skulle også være pudset og ferniseret før jul. Vores eget julepynt havde vi også brugt et par aftener til at pudse op på. En aften skulle der skrives offersedler. Far fik de gamle hvide og blå offersedler frem, de lå pænt udglattede fra påskeofferet. Hvis nogle sedler var slidt op, blev der skrevet ny, og det samme skete, hvis nogle slet ikke havde afleveret deres offerseddel med indhold, så fik vedkommende ny sedler med deres navn på. Hvide til præsten og blå til degnen. Næste dag blev det delt ud til skolebørnene med anmodning om at bringe dem til rette vedkommende. Nogle af de sidste kager, som blev bagt, var klejnerne. Det var gerne en dag efter skoletid, da vi børn gerne ville være med til at vride dem.

Sidste søndag før jul kom vi med far og mor til Lemvig. Det var en tur! Selv om der ingen juleudsmykning var i gaderne, fandt vi det strålende. Vi kom ind i frk. Wahlstrøms legetøjsbutik! Der var herlige ting. æsker med en trold i. Kalejdoskoper og kæpheste, røde hestetømmer med bjælder m.m. Så kom vi med far ind i Hermann Becks boghandel, hvor han købte julehefter og den flinke boghandler kunne finde på at give os billeder. Når pakkerne kom hjem, blev de gemt bort, og selv om vi måske ledte og fik øje på dem oven på et skab, så var de jo urørlige der. Skolen fortsatte til lillejuledag; men da blev der fejet, lagt i skolekakkelovnen, så der kunne tændes op om aftenen. Træet, der nåede til skolens loft, blev sat op og vi fik lov at pynte det, de voksne havde nok for travlt; men det gjorde intet, det strålede dog om aftenen med eventyrglans, når far havde været oppe at tænde det.

Til frokost lillejuledag, og for resten også lille nytårsdag, fik vi kogt øl med sukker og fløde i, samt dejlige ting fra julegrisen. Juleaften var festlig, vi var pudsede og rene. Der var hvid dug på bordet, og far bad bordbøn. Vi fik risengrød, ribbenssteg og medisterpølse og til sidst en dessert med flødeskum, æblekage eller bondepige med slør, jeg husker det ikke, for da var vi gerne så mætte, at vi måtte trille en tur rundt på gulvet. Efter bordbønnen kyssede far mor og sagde: "Tak for mad". Da han et år glemte det, skulle vi børn nok lære ham hvad der var god juleskik.

Efter opvask og træ tænding kom vi så op i skolen til det store strålende træ med lys, glimmer, flag og anden pynt. Det var ikke til at se sig mæt, når man gik rundt og sang. Jeg har vel næppe senere oplevet noget så strålende. Da Backs kom, blev det almindeligt, at vi senere løb over vejen og så hinandens træ. En gang husker jeg, at der juleaften kom en omvandrende svend. Sjaselongen blev sat op i skolestuen til ham og der blev lagt nogle tæpper på. Jeg spurgte mor, hvorfor han ikke skulle ind i seng; men hun sagde at dette var godt til ham, der var jo varme i skolestuen. Ud i laden skulle han da ikke en juleaften.

Vore julegaver husker jeg ikke så nøje. Jo, engang havde jeg af vores pige fået en dejlig, høj lyserød glasvase. Jeg var lykkelig over den. Julemorgen ville jeg vise den til min gode ven, provst Johansen, da han var inde på kontoret for at tage præstekjolen på. Sjæleglad kom jeg springende med skatten, snublede, faldt og slog øverste halvdel i stykker. Hvorfor husker man altid den slags? Var der intet uheld sket, havde jeg nok for længst glemt vasen. Af provstens ældste datter Ditte fik jeg en stor, fuldt påklædt dukke, som jeg har de sørgelige rester af endnu. Vi kom i seng ved 9 tiden juleaften, så der kunne blive vasket gulve og huset kunne være i orden til kirketid juledag, hvis der var førsttjeneste, hvad der jo var hvert andet år. Så kom folk jo ind med offergaverne, som blev lagt i en hvid og en blå lille dynge på kontorbordet. Der stod en skål kager og pebernødder på bordet for at ingen skulle bære julen ud, og nogle fik vel også piben stoppet. I julen kom der gerne nogle dage med uventet familiebesøg, så var det rart med rigeligt sulemad og mange kager.

4.juledag havde skolebørnene gerne juletræ. Det første, jeg husker, var det i Dybe Forsamlingshus, men senere blev det i Ramme Afholdshotel. Da var jeg gammel nok til at huske pyntningen. Det mægtige træ nåede til toppen af salen, og Snedker Andreasen med svend måtte op på stiger, for at pynte toppen. De to købmænd havde foræret æbler, appelsiner og kasser med brystsukker (bolsjer) og figen. Kurvene blev nu fyldte før de hængtes på træerne. Vi der pyntede fik kaffe, når vi var færdige. Bageren havde bagt masser af kaffebrød og pebernødder. Disse sidste kom i kurvene til godterne. Konerne lavede så ligesom om aftenen selv kaffe til os i hotellets køkken. Kaffen var gerne drukket kl. 4. Så skulle de hjem og have børnene i tøjet, for juletræet begyndte kl. 6. Her stod de tæt pakkede i den lille sal, indtil fløjene sloges op til den store sal og træets glans. Der blev mange kredse om træet. De mindste inderst, med nogle enkelte voksne imellem til at holde dem ude fra træet. Flere mødre gik rundt med deres små på armen.

Der blev sunget flere julesalmer, og man skiftede gå retning for hver nye salme. Så kom "Nu har vi jul igen - og julen varer li' til påske", dette gentages, men så kommer i endnu hurtigere tempo "Nej, det er ikke sandt, for derimellem kommer faste!" "Tingelingelater" og frem for alt "Haren i hulen sad og sov, stakkels hare er du syg, siden du ikke hopper mere? Hare hop, hare hop, hare hop i kredsen", "Højt fra træets grønne top" og så måske en julesalmer før børnene kom hen i den ene side af salen for så at defilere forbi træet, hvor nogle damer stod og fordelte kurve og pynt, som de så lykkelige løb hen til mødrene med. Så blev juletræet slæbt hen i et hjørne, salen blev fejet og dansen begyndte. Først husker jeg, at far gik rundt og spillede violin til. Senere kom Lapholm med sin harmonika og så blev musikken finere og finere. Når de store ikke dansede med os små, krydsede vi hænder og snurrede rundt eller lavede sammen med de små drenge glidebane tværs over salen. I den lille sal var der dækket borde, hvor de voksne kunne få kaffe og hvedebrød. Jeg husker ikke, hvornår det begyndte, at vi fik en sodavand, men vi havde jo nok at fortære fra kurvene. Der var altid en del voksne søskende med, som efterhånden overtog mere af dansegulvet. Pengene til festen kom frivilligt ind en hel del samme aften, de blev så skrevet i fars lommebog og senere fremlagde far regnskabet, der var gerne til nogen opsparing til næste år.

I mellemdagene legede vi bl.a. med pebernødder, f.eks. "Min gris render til skovs". Så gemte man en nød under en bestemt finger og lagde den knyttede hånd med undersiden opad frem foran en medspiller sigende: "Min gris render med", spørgeren: "Hvilket træ ligger den under?" - "Det fejreste træ i skoven", dermed pegede han på en bestemt finger; var det rigtigt fik han nødden, var det en forkert finger, vankede der ingenting.

"Musse min" legedes således: Man gemte nødder i den ene hånd, knyttede begge og snurrede dem rundt om hinanden sigende: "Musse, musse min, hvafor jen vil du vin? Hvafor jen vil du ha, å hvafor jen vil du et ha?" Medspilleren pegede da på en hånd og fik nødderne, hvis det var den rigtige.

"Mus" var morsomt når man var flere. Man lagde en portion nødder foran sig. En gik udenfor, og imens bestemte de øvrige, hvilken nød, der skulle være mus. Så kom den udeladte ind og måtte tage til sig af nødderne, indtil der rørtes ved "musen", så skreg alle de andre "mus" så højt og pludseligt at den, som var ved at tage musen, forskrækket for sammen og lod musen stå, og så vankede der ikke flere nødder i den omgang.

Vi spillede også kort, som små "Sorteper", Gris og den slags, senere blev det f.eks. Brudeseng, hvor man kunne komme til at bo i et slot, Herregård, bondegård, hus, hyt, ferlfyt, eftersom kortene faldt. Køre til kirke i Karet, lukket vogn, charabang, gig, styv vogn, mogvogn, trillebør eller mogstøvt, blive gift med kejser, konge, herremand, bondemand eller skorstensfejer. Jeg kan ikke huske alle de morsomme spil vi kunne. Vi fik alle et julehefte af far, og de skulle jo læses, højt for os, indtil vi kunne selv.

Jeg husker ikke, der var nogen særlig forskel på jul og nytår. Traktementet var det samme undtagen at vi i stedet for suppe fik risengrød med sød øl, og det var nok den aften et par små søskende måtte have en trilletur bagefter.

Juletræet blev tændt, men der var ingen knalder i. Det år Laurits havde fået en knaldpistol, havde han for længst opbrugt den lille runde æske knaldperler længe før.

 

Jul på landet omkring 1790

I meget gamle dage, på vore tiptiptiptip -tiptipoldeforældres tid, boede de fleste mennesker i Danmark på landet.

Der var ingen supermarkeder, hvor man lige kunne smutte hen og hente flæskestegen i frysedisken et par dage før Juleaften. Alting måtte man lave selv; - der skulle støbes lys og slagtes, bages og brygges øl til gårdens mange mennesker. Så hele landmandens familie og karlene og tjenestepigerne med begyndte allerede med juleforberedelserne tidligt i november. Julegrisen, som var blevet tyk og fed i løbet af året, blev slagtet og skåret ud. Flæskesiderne blev saltet, og de rensede tarme blev proppet med kød til hjemmelavede pølser.

Selve Juleaften blev lænkehunden, der ellers boede i sit lille skur ude på gårdspladsen, inviteret ind i den varme stue, mens gårdens folk nød julemaden. Så serverede man tre klatter grød for den af tre forskellige kornsorter. Den grød - byg, havre eller rug - som hunden spiste først, ville give den bedste høst til næste år. Derefter gav de voksne børnene små gaver. Det var kun beskedne ting, og de var ikke pakket ind. Det kunne f.eks. være en ekstra stor håndfuld pebernødder, en hjemmestrikket hue eller et par sokker. Tjenestefolkene fik måske en lille opmærksomhed af gårdmanden - f.eks. et brød, en halv gris eller penge. Ellers gav de voksne ikke hinanden julegaver. De nøjedes med at nyde maden og det søde juleøl. Og så glædede de sig til at slappe af fra den lange forberedelsestid i julestuerne efter helligdagene.

Julestuerne var hyggelige aftener, hvor unge og gamle fra omegnen mødtes hos hinanden for at snakke, lege og smage på årets julebryg. Julestuerne startede som regel lige efter juledagene og fortsatte til hen i januar. Folk skiftedes til at holde julestue for naboer og venner hver anden eller tredje dag. Og så hyggede man sig sammen. Det kunne gå således til: Mor sad ved kakkelovnen og snakkede med konerne fra nabogårdene, mens de strikkede, så pindene klirrede. Far sad og tyggede på sin gamle pibe, mens han lyttede til andre mænd, som fortalte muntre historier fra deres ungdom. Måske var der et par overdrivelser og en hel del løgnehistorier iblandt, men det gjorde ikke noget, når bare tilhørernes øjne gnistrede af spænding. I mellemtiden dansede de unge med hinanden til spillemandens lystige violinmusik. Selv om han spillede, så strengene hvinede, og fødderne trampede, så krusene hoppede på bordet, forstyrrede det ikke de ældre i deres snak. De lænede sig bare lidt længere frem på stolene og stak hovederne tættere sammen over fælles minder. Midt i det hele gik døren op og et par af karlene rullede en stor tønde med det søde juleøl ind i stuen. Så kan det nok være, at alle fik gang i krusene. De unge piger, som var blevet varme af dansen, slog sig ned for at svale af med en tår øl, mens de fnisede af karlene. Oline lo højest. De var ikke alle lige gode til at danse, de fyre, og et træskotramp over tæerne var ikke det bare grin for en pigefod!

Pludselig foreslog en af pigerne, at nu skulle der synges. Så sang man sammen - gamle, unge og børn -, mens tællelysene flakkede i stagerne. Bagefter legede man "Blindebuk" eller "Bro-bro-brille" eller dansede sammen i kædedanse, hvor alle kunne være med. Så skubbede man bordet og stolene til side, og Mor og Far hoppede også med i kæden, så længe benene kunne bære dem. Den lange menneskekæde snoede sig rundt i stuen, hvor der var plads.

Hen på aftenen, hvor juleøllet var sunket godt i tønden, blev nogle af de unge modige nok til at underholde de andre med komediespil eller lidt grove løjer. Et par af karlene slog enderne sammen og kravlede rundt på alle fire, mens en tredje red på deres rygge som en anden rytter. Han råbte og svingede med ølkruset, som om han red en utæmmet hest. Lidt efter kom et skrækkeligt uhyre brasende ind i stuen. Det var en kæmpestor gedebuk med vældige horn og en klaprende underkæbe. Han vraltede rundt på stive forben, men havde bagben som et menneske. Rundt fór han, trampende og bandende som Fanden selv, mens han skubbede til folk, væltede deres ølkrus og kneb pigerne i enden, til de hvinede af skræk. En lille dreng, som havde gemt sig under slagbænken for ikke at blive jaget i seng, begyndte at hyle af forskrækkelse. Men den store gedebuk var ikke farlig. Den standsede ved bordet og gnaskede resterne af julekagen, et par æbleskiver og de sidste pebernødder i sig med en hånd som et menneske. Far og Mor lo bare. De vidste godt, at uhyret bare var naboens Poul, som havde trukket et tæppe over sig og legede julebuk. Bukken forestillede Djævelen, som blev lammefrom og ufarlig, når bare han blev bestukket med lidt af helligdagenes gode mad.

Sådan fortsatte løjerne og legene til ud på natten, ind imellem afbrudt af en ny sang og flere danseture, hvor de unge pigers skørter susede, og øllet skummede i krusene og i maverne. Imens tog de ældre sig et sidste slag kort, mens tællelysene brændte ned. Man kunne høre på spillemandens violin, at hans hænder var ved at være trætte. Snart efter tav instrumentet dog, og syngende stemmer forsvandt lidt efter lidt ad de tilsneede veje over mod nabogårdene. Men Oline var ikke ked af, at aftenen var omme. Om tre dage skulle der være julestue igen ovre hos Pouls forældre. Hvis da spillemandens fingre var blevet udhvilede igen til den tid.

 

Jul på landet omkring 1900

I 1947 beskrev gårdejer Laurs Laursen fra Rustrup ved Silkeborg, om sin barndoms jul på landet omkring 1900.

Når jeg tænker tilbage til min drengetid omkring århundredskiftet, forekommer det mig, at julen nu er mindre strålende, end den var dengang, og at dette står i forbindelse med de langt større forberedelse julen dengang krævede.

På en almindelig bondegård på landet blev de hyggelige spinderokke og væve standset 14 dage før jul. Der skulle slagtes, vaskes, brygges og især gøres hovedrent. En rengøringsfurie for både i min mor, min gamle bedstemor og begge gårdens piger. Røg og damp og slagtelugt overalt. Vand, sæbe og skureviske og kvinderne i rengøringshumør. Mandfolkene og børnene luskede som våde hunde rundt i stalde og lader og gik i seng, så snart aftengrøden var sat til livs.

Til kvindernes undskyldning må siges, at de skulle overkomme meget. Slagtning af en fedekalv eller en kvie, en stor fed gris og et par får eller lam til husets eget brug. Dertil en snes gæs og ænder til salg i byen. En tønde rug blev malet, halvdelen til sigtemel; en sæk flormel skulle købes til julebagningen. En stor øltønde skulle fyldes med godtøl, og gulve og borde skulle skures hvide som sne med sæbe, soda, kalk, sand og halmviske. Mandfolkene bestilte ingenting. Dels fordi de ikke blev betroet til andet end til at bære vand og brænde ind, dels fordi mandfolk jo altid har kunnet luske uden om det mere ubehagelige arbejde og overlade dette til "det svage køn".

Men lillejuleaftensdag begyndte de store skyer at trække bort. Ud af den store ovn kom nu de lange rækker af friskbagt brød og kager og ikke at forglemme pebernødderne - den tids bolsjer og slikkeri - og fyldte huset med vellugt, og man kunne atter vove sig ind i huset, når man passede på kun at træde på de papirstrimler, der var lagt på de hvide gulve for det samme.

Juleaftensdag om formiddagen kom julen endelig og (efter hvad jeg tænker mig til - underbygget af mine egne erfaringer siden) gik det omtrent sådan til:

Min far havde i lang tid været i et skrækkeligt sort humør. Det var jo terminstid fra den 11.til den 18.december, renterne skulle betales, og pengene kunne aldrig slå til. Tiden dengang var præget af pengeknaphed og stor varerigelighed (lige modsat nutiden), butikkerne var fulde af alle slags ønskværdige varer, man havde bare ingen penge at købe for. Til terminsudgifterne kom så yderligere de mange nødvendige juleindkøb af flormel, sukker, kaffe, krydderier, sæbe og soda.

"Uha!" tænkte far, "de kvindfolk, de kvindfolk! De sætter mig fra gården," og hans humør blev sortere for hver dag. Men ligesom det er allerværst, hører han en dag en svag sang i luften. Det er kirkeklokkerne, der ringer julen ind, og der er virkelig noget i denne klokkelyd, der kalder på de bedste førelse i én. Far kommer til at tænke på, om han ikke er uretfærdig mod sin dygtige kone. Hun skal jo da ikke lastes for, at hun vil have hjemmet pænt og rent - og han er jo egentlig også selv stolt af hende, når hendes mad og bagværk lykkes og smager så godt. Han går ind og klapper sin fortravlede kone på kinden i forbifarten og siger i en tone, der ligesom beder om undskyldning: - "nå nu har du det sandelig også fint, lille mor."

Venligheden går straks videre fra husmoderen til førstepigen, der bliver rost for sin dygtighed, så hun får lyst til en anerkendende ord til lillepigen, og snart er julestemningen slået igennem i hele husstanden. Den forstærkes ved pyntningen af juletræet, der dog først skal tændes efter festmåltidet: risengrød, steg og æblekage, hvor den hvide dug på det lange hvidskurede bord blev pyntet med grønne grankviste. Det var den eneste gang om året, hvor far bøjede sit hoved og fremsagde en bordbøn: "Velsign vort hus, velsign vort bord" - og jeg følte julens højtid dirre i mit drengesind, skønt jeg ikke ved noget værre end at høre på højlydte bønner.

Efter juletræet var der julegaver til alle. Hjemmelavede, nyttige småting. Vanter, strømper, strikkede halsklæder, hårbørster, klædebørste, syæske og lignende.

Som noget meget væsentlig ved bondens jul dengang må også nævnes den udstrakte godgørenhed til mere fattige familier i nabolaget. Alderdomsunderstøttelsen var meget lille, og hjælp i sygdomstilfælde var der ikke noget af uden for fattigvæsenet. Men det var en uskreven lov, at ingen på egnen måtte lide nød i julen, og fra landmandens fyldte forrådskammer gik der til julen mange kurve ud, der indeholdt en sigtekage, et stykke flæsk, et spegelår og lidt julekage og pebernødder.

Sådan var juleforberedelsen på landet omkring 1900.

 

Kagerne

De tidligste julekager var særlige brød, som man bagte i december. Men der fandtes også egentlige kager, bl.a. Peberkagen, der er en kage lavet med krydderier – ikke blot peber, men også f.eks. kanel, nelliker, ingefær og kardemomme. Krydderierne gav kagerne en skarpere smag og gjorde dem mere holdbare og brugbare til at knuse som krydderi i andre retter.

Peberkagen kendes fra slutningen af 1400-tallet, og den fik igennem årene forskellige udformninger som bl.a. brunkager, honningkager og pebernødder, der især blev bagt og spist i julen. Men det var ikke i samme udstrækning som i dag, hvor de færreste vel ikke kan forestille sig en jul uden mange forskellige småkager.

Langt de fleste af julens traditionelle småkager kom først til i 1800-tallet. Her skete to ting, som fjorde småkager populære. Dels blev kaffedrikning mere udbredt, og dels blev det mere almindeligt at have komfurer i hjemmene, hvor det var meget lettere at bage småkager end på tidligere tiders ildsteder.

I dag er småkager en helt fast del af julens hygge bl.a. sammen med slikket, nødderne og frugterne. Det drejer sig første og fremmest om de traditionelle småkager, men igennem årene er der også kommet forskellige typer fra udlandet, bl.a. den engelske ”Christmas Cake” med frugter og alkohol.

Selv om man i julen kan få mængder af købekager, så er hjemmebagte småkager stadig de bedste, og i mange familier er selve bagningen en hyggelig juletradition. Skikken med at give kagerne forme stammer fra 1600-1700-tallet, hvor det var almindeligt at dekorere med figurer (hjerter, stjerner, måner og kors) eller forme kagerne som dyr.

Pebernød:

Vores næstældste julekage. Stammer fra 1500-1600-tallet og har altid været særlig brugt i julen. Navnet stammer fra tysk ”Pfeffernüssen”. At de blev kaldt nødder skyldes dels, at de lignede nødder i form og farve, dels at de var meget hårde, da de oprindeligt blev bagt uden hævemiddel. Bruges også som præmie i forskellige julelege.

Jødekage:

Rund småkage med kanel, sukker og hakkede mandler. Navnet stammer fra 1700-tallet, hvor ”Jødekager” var kager, der blev forhandlet i jødiske bagerier.

Finsk brød:

Aflang ”brødformet” småkage med hakkede mandler, nødder og perlesukker. Man ved ikke rigtigt, hvor de hedder ”Finsk brød”, men kagerne og navnet er en dansk opfindelse fra begyndelsen af 1900-tallet.

Vaniljekrans:

Krydret med vanilje og formet som krans.

Brunkage:

Nyere navn for Peberkage. Stammer oprindeligt fra middelalderen, men blev udbredt i 1800-tallet. Krydret med kanel og ingefær og sødet med sirup. Formes ofte som dyr eller kagemænd og –koner. Brunkagedejen bruges også til at bygge kagehuse pyntet med glasur og slik.

Honningkage:

I 1780’erne begyndte man i Christiansfeld i Sønderjylland at krydre peberkagerne med honning. Bredte sig til hele landet og blev i 1800-tallet en særlig juledelikatesse. Fra midten af 1800-tallet begyndte man at dekorere honningkagerne med glansbilleder med julemotiver. Formes ligesom brunkagerne ofte som kagemænd og kagekoner.

Klejne

Vredet som en sløjfe og kogt i fedtstof. Vores ældste julekage. Stammer fra middelalderen og kendes kun i Norden. Ordet stammer fra tysk ”kleinet”, der betyder ”lille genstand”.

 

Kalenderlys

Kalenderlys hører til den række af nye juletraditioner, der er blevet udbredt efter Anden verdenskrig. De første fabriks kalenderlys kunne man købe allerede under besættelsen, nemlig fra 1942.

Der er dog mange vidnesbyrd om, at der tidligere eksisterede forskellige, mere ”folkelige” former for kalenderlys, af den hjemmelavede slags. Man kunne jo selv meget let tegne streger på et almindeligt lys.

 

Kort og julemærke

Verdens første trykte jule- og nytårskort blev udgivet i 1843 i England, og det opbevares i dag som et klenodie i British Museum i London.  At det udsendtes 3 år efter at man havde opfundet frimærket er naturligvis ingen tilfældighed. Forsendelsen af julekortene var afhængig af postvæsenet, og postvæsenet var igen afhængigt af jernbanerne, og det europæiske banenet var i slutningen af forrige århundrede inde i en rivende udvikling. Ligesom julekortene så også kom det.

De første julekort, der blev solgt i Danmark var tysk-producerede. Det var i 1870'erne. I begyndelsen af 1880'erne kan papirfirmaet Levison i København imidlertid annoncere med egne julekort, og de var i farver, understreges det.

Julemærket er som de fleste nok ved en dansk opfindelse. "Opfindelsen" blev gjort i 1903 af daværende postekspedient Einar Holbøll under juletravlheden på Købmagergades Postkontor. Bistået navnlig af Postvæsenets generaldirektør Svendsen og Indenrigsministeriets departementschef Jerichow fik han nedsat "Julemærkekomiteen", som 13. december 1904 udsendte Danmarks og verdens første julemærke. De kostede 2 øre stykket.

 

Kravlenisser

Det var vor tids mest kendte julenissetegner Frederik Bramming (født 1911), der i 1947 lancerede udklips ark med nisser som han fandt på at kalde kravlenisser. Han tegnede det første år 2 ark for Allianceforlaget der trykte dem i 80.000 eksemplarer. Året efter var der 12 andre tegnere, der overtog betegnelsen kravlenisser. Allianceforlaget anlagde en række retssager for plagiat, men tabte eftersom betegnelsen kravle + nisse er sammensat af to allerede kendte ord. Kravlenisse kan derfor ikke anses for en »enestående« sproglig nyskabelse som kan »mønsterbeskyttes«.

At Bramming fandt på ordet kravlenisser er der ingen tvivl om, men begrebet kravlenisser - nisser der kan klippes ud og anbringes hvor som helst - kendes i al fald allerede i 1940'erne. Og i slutningen af 1920'erne tegnede Alfred Schmidt lignende nisser til glæde for børnene i Krebs' skole, hvor hans søn var bestyrer.

 

Litteraturen

Den mest berømte julefortælling er uden tvivl Biblens beretning om Jesu fødsel i Lukas-evangeliet, som i tidens løb har dannet grundlag for en lang række eventyr og historier.

I den danske litteratur kom julen for alvor ind med H.C. Andersens eventyr ”Den lille Pige med Svovlstikkerne” (1848). ”Grantræet” (1845) og ”Nissen hos Spækhøkeren” (1853).

I 1862 udgav Henrik Scharling under pseudonymet Nikolai ”Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard”, som især er blevet kendt i senere film og teaterversioner som ”Jul i Nøddebo Præstegaard”.

Den nok allermest kendte danske julebog er ”Peters Jul”, der kom første gang i 1866. i vers af Johan Krohn og tegninger af broderen Pietro Krohn skildres en typisk dansk jul i et bedre københavnsk borgerhjem. Ud over at være alle tiders hyggelige og stemningsfulde julefortælling, er ”Peter Jul” også en vigtig kilde til vores viden om datidens jul.

1898 udkom ”Julemandens Bog” af Louis Moe, som bl.a. var medvirkende til, at julemanden blev en fast del af den danske juletradition.

Lige siden 1880’erne har der hver jul været udgivet specielle hæfter med julehistorier. I dag har tv efterhånden helt overtaget rollen som den vigtigste historiefortæller til jul, ikke mindst med tv-julekalenderne og det traditionelle Disney Juleshow.

 

Lucia

Lucia var en helgeninde, (ca. 283-304) der skal have lidt martyrdøden i Syrakus under Diocletians forfølgelse.

Helgendag 13. december. Lucia er i ældgammel svensk folketradition blevet fejret bl.a. med gilder Lucia nat som indledning til julen; nu mest med Lucia-optog, hvor en såkaldt Lucia-brud, hvidklædt og med krans af levende lys om håret, fulgt af sine terner med lys i hånden, besøger hospitaler o. lign.

Skikken har siden 1950 bredt sig til det øvrige Norden. Vi har fået en tradition, som virkelig vækker glæde og begejstring der, hvor den overhovedet praktiseres, og det vil sige på skoler, på alderdomshjem og på hospitaler. Ind i danske hjem er Lucia aldrig kommet.

 

Lys

Årets mørkeste tid er den naturlige tid for en fest med mange lys. Siden kristendommens indførelse i Norden har lys i form af vokslys fulgt julen. Alle skulle have mindst et lys i julen. Hvor man slagtede, fik man tælle som man støbte lys af.

Julelys kaldte man de to større lys, som skulle stå tændte på julebordet, mens man spiste og resten af aftenen og julenat med. De måtte under ingen omstændigheder slukkes. Det var lys der brændte i hjemmet som en hyldest til Jesus. Ofte havde man et tredje, stort lys stående i vinduet, således at en mulig ukendt gæst kunne finde vej ind til gården julehelg.

Til helligtrekongersaften havde man altid 3 store lys - et for hver af kongerne. Undertiden støbte man et specielt Helligtrekongerslys: det var et lys der brændte med tre flammer.

Rundt om i mange hjem har man længe haft sine egne lystradiationer i det meste af adventstiden. Ikke sådan at det var adventslys man tændte. Man følte og følger sig stadig bundet af den kirkelige advent. Nogen tænder således lysene i deres dekorationer den 1/12 andre den første søndag i december - og atter andre gør det 1 eller 2 søndage før jul.

Kalenderlys: I 1930'erne var der mange der købte et stort lys, som de så selv indrettede som kalenderlys
I 1942 begyndte Asp & Holmblad at lave kalenderlys eller datolys, som de også kaldes.

Læs hvor den danske jul stammer fra

Det er tid til hygge og julebag. Hjemmet skal pyntes op med juletræ og kravlenisser. Men hvor stammer julen fra, og hvem er julemanden egentlig?

Julen var oprindelig en midvinterfest, som den kristne kirke overtog og ændrede til en fest for Jesu fødsel. Den oldnordiske jul blev fejret i januar og den sydlandske fest for sol invictus, dvs. den uovervundne sol (gud), faldt den 25. december, hvorfor den kristne jul blev lagt samtidig.

Efter tysk og nordisk skik begyndte festen aftenen før, vi i dag fejrer jul i Danmark. I virkeligheden var der tale om en vågenat (vigilie) fra katolicismens dage, hvor man sammen ventede på, at det skulle blive midnat, hvorefter man havde messe på tidspunktet for Jesu fødsel.

Det ældste kendte vidnesbyrd om julefester i Norden er fra cirka år 900. Her nævnes den norske konge Harald Hårfager og dennes søn Hakon den Gode (Norges første kristne konge) i forbindelse med julen. Harald Hårfager er kendt som den konge, der svor ikke at ville klippe sit hår og skæg, førend han var konge over hele landet. Hakon den Gode er i forbindelse med julen kendt som kongen, der påbød nordmændene, at de skulle "holde jul på samme tid som kristne mænd" (heri ligger antydningen af at den førkristne nordiske jul tidligere lå på et andet tidspunkt). Den oldnordiske julefests karakter fremgår af udtrykket "at drikke jul".

Gennem århundreder har den kirkelige "juleopfattelse" kæmpet mod den verdslige eller folkelige opfattelse. Moderne tanker har præget julens udvikling gennem tiden, således at mange skikke løbende er blevet en del af julen.

 

Maden

God og rigelig mad har altid hørt julen til. Ved oldtidens solhvervsfester spiste man ekstra godt, og da grisen var det mest almindelige husdyr, så stod der især svinekød på menuen, bl.a. var grisehoved en yndet delikatesse.

I den katolske tid prøvede kirken at indskærpe mådehold i julespisningen og introducerede fisk som julemenu. Det lykkedes ikke at udkonkurrere svinekødet, men vores nytårstorsk er stadig et levn herfra.

I det gamle bondesamfund opbyggede man sit vinterforråd i november (slagtemåned) og i december (bagemåned). Når man var færdig op mod jul, så tillod man sig at tage en del af forrådet, både for at fejre julen og fordi overtroen sagde, at man hermed kunne sikre sig overflod og rigdom i det nye år.

Til daglig var vandgrød den mest almindelige spise, men til jul flottede man sig med den bedre sødgrød. Og til jul blev grødmenuen kraftigt udvidet. Brød var en vigtig del af julemaden sammen med æbleskiver, men også kød fra de nyslagtede grise. På de store gårde i form af kogt skinke eller ribbenssteg, ellers som finker, blod- og medisterpølse. Til købet spiste man grønlangkål kogt i fedtet fra juleflæsket.

På de store godser og herregårde kunne svinekødet blive erstattet af den finere gåsesteg, som man også havde på menuen mortensaften (den 11. november). Skikken kom fra den tyske adel, hvor den kendes fra 1400-tallet.

Indtil 1800-tallet var ribbenssteg og skinke også byboernes favoritspise til jul, men efterhånden begyndte gåsen at komme på mode i borgerhjemmene, omtrent samtidig med risengrøden. På landet holdt svinekødet dog stand – især flæskesteg. Der spiste man ikke gåsesteg selv, for alle gæssene blev solgt på torvet til byboerne. I byerne sendte man ofte julegåsen til stegning hos bagerne, fordi komfurerne i hjemmene stadig var små og sjældne.

I sidste halvdel af 1800-tallet begyndte man dog også at skifte svinekødet ud på landet. Gæssene solgte man stadig til byboerne, så derfor nøjedes man med andesteg, som efterhånden også bredte sig til byerne. Efter nederlaget til Tyskland i krigen 1864 kom engelske ting på mode – også til jul. Således begyndte kalkunen at vinde indpas på de danske juleborde. Den kom sammen med en række andre engelske juleskikke.

I dag er flæskesteg, skinke, gåsesteg, andesteg og kalkun stadig de traditionelle julespiser, med tilbehør som (sukker) brunede kartofler, rødkål, grønlangkål og sovs. Og grøden er også bevaret på menuen, ente den varme risengrød som forret, eller den kolde risalamande som dessert.

And er blevet den mest udbredte julespise ofte serveret sammen med flæskesteg, men også gås er fortsat populær. Flæskesteg alene og skinke er mindre udbredt, og selv om kalkun i nyere tid er blevet mere almindelig, så rangerer den længst nede på listen.

Julemaden er ofte en helt fast tradition i familierne, og grundlaget for mange, gode diskussioner om den ”rigtige” julemenu.

Selv om julens vigtigste julemåltid stadig er selve julemiddagen den 24. december, så er julefrokosterne også blevet en væsentlig del af julens kulinariske traditioner – både op til jul og i juledagene. Her består menuen ud over den traditionelle julemad af frokostretter som sild, frikadeller, æbleflæsk og sylte med øl og snaps.

Med til maden hører også slik, frugter og kager, som i mange familier ikke blot benyttes som dessert eller til kaffen, men også står permanent fremme til at hygge sig med i juledagene.

 

Mandelgaven

At spise grød til jul er en tradition, der går flere hundrede år tilbage. Skikken med at komme en overraskelse i grøden i form af en mandel med præmie til den, der får mandlen, kommer fra 1500-tallets Frankrig. Her stammer den fra fejringen af helligtrekonger, hvor man ved hjælp af en bønne, en mønt eller en lille figur i en såkaldt ”Kongekage” trak lod om, hvem der som ”Bønnekonge” skulle bestemme over dagens festligheder.

Herhjemme kendes mandlen og mandelgaven tilbage i 1600-tallet, men skikken blev først rigtig udbredt i løbet af 1800-tallet. I starten var præmien for at få mandlen, at man opnåede noget særligt – dvs. et privilegium ligesom den franske ”Bønnekonge”. Det kunne være at blive gift først (medmindre mandlen var bitter), at få lov til at kysse den, man ville, på munden eller at få et stort ønske opfyldt ved at fortælle, hvad ønsket var.

Men fra slutningen af 1800-tallet blev det mere almindeligt med en egentlig gave som præmie, og en sådan mandelgave er i dag den mest almindelige. Tidligere var gaven oftest slik eller juleknas – især marcipangrise var populære, senere kunne det også være forskellige humoristiske hæfter, men i dag gives alle mulige ting som mandelgave.

 

Marcipan

Marcipan er et lækkeri, som har været kendt i Europa fra begyndelsen af middelalderen. Oprindeligt kommer marcipanen fra mellemøsten, hvor perserne fremstillede en klæbrig dej af sukker og mandler – kaldet mautapan – fra en gang i 600-700 årene. Fra 1909 er der blevet produceret marcipan i Danmark på Odense marcipanfabrik.

Før den tid kunne lokale bagere o. lign. Fremstille massen, og f.eks. give den særlige faconer ved hjælp af forme i træ. Men også private lavede marcipan selv.

 

Middelalderjul

I middelalderen er julen blevet en kristen fest, til ære for Jesu fødsel.

Alligevel var der åbenbart også på dette tidspunkt en lang række mere folkelige dele af julefesten - de såkaldte julestuer - hvor folk slog gækken løs og morede sig. Bl.a. for at hæmme disse fester blev der allerede i 1100-årenes kirkelove dekreteret julefred i perioden fra 25. december til Helligtrekonger. Disse tolv dage kaldtes også "Juletylvten", og her måtte ingen ufred forekomme.

Med kristendommens indførelse begynder vi at holde jul den 25 december - blot starter vi aftenen før: den 24. At Jesus blev født på netop denne dato, blev besluttet af et kirkemøde i 300-årene. Sandsynligvis var en del af inspirationen, at mange af de religioner, som konkurrerede med kristendommen havde vigtige højtider på dette tidspunkt.

Lys var en del af de tidlige kirkelige  "juletraditioner", og slog godt an blandt lægfolk. I Johannes-evangeliet kalder Jesus sig selv for "Verdens Lys", og der kan derfor lægges megen god kristen symbolik i julelysene. Lys blev lavet af tælle, som man smeltede fra slagtedyrene - og var et forholdsvis kostbart råstof. Vokslys var selvfølgelig kun forbeholdt de allerfornemmeste. Havde man ikke selv lys eller råd til at købe dem, kunne man gå omkring og tigge eller "synge for lys".

Da kristendommen kommer ind i julen, kommer nogle af de ting, der hører til den kristne gudstjeneste med. Heriblandt er salmerne, hvoraf et par stykker har "overlevet" til i dag. Vores ældste julesalme er nok "Et barn er født i Betlehem", der kendtes allerede i 1300-tallet. Også "Et lidet barn så lysteligt" kan have været kendt i middelalderen. Det er en omskrivning af en tysk folkelig julesang og findes i den ældste lutherske salmebog.

Den katolske middelalder-dansker mente, at en af vejene til at frelse sin egen sjæl var at gøre godt imod andre. Almisser givet til de fattige kunne også få en betydning for giveren. At give i julen, til ære for Gud og for Jesu fødsel, var særlig oplagt.

 

Mistelten

I Storbritannien og USA er det en almindelig tradition, at man i hjemmene fra juleaften og til helligtrekongersaften hænger en gren af misteltenen op et eller andet sted, hvor man kan gå hen og stille sig op under den, eller hvor man ikke kan undgå at komme til at gå eller stå under den. Hvis en pige - ung som gammel - med vilje eller tilfældigt kommer til at stå bare et øjeblik under misteltenen, har enhver ung som gammel mand lov til at kysse pigen. Ikke bare på kinden, men på munden.

Traditionen er dukket op i enkelte danske hjem siden de sidste årtier af 1800-tallet, hvor den angelsaksiske påvirkning af den danske jul satte ind, ført an af Father Christmas og Santa Claus.

Misteltenen er imidlertid yderst sjælden i Danmark i vor tid. Inden for de sidste 100 år er den langsomt blevet udryddet som vildtvoksende plante. Der er nu så få tilbage, at de er fredede. Den findes dog i enkelte private haver.

Misteltenen (”Viscum album”) er en stedsegrøn snylteplante med hvide bær. Misteltenen har igennem tiderne været regnet for magisk og har været anvendt i folkemedicinen. I den nordiske mytologi var det en mistel, som Loke brugte, da han fik Høder til at dræbe Balder, og den har bl.a. været brugt mod epilepsi og onde ånder samt til at afværge ildebrand. Som hedensk plante var den i en periode forbudt i kirken, men i dag er misteltenen en populær og almindelig juleudsmykning.

 

Neget

En gammel skik siger, at ”ingen må bære julen ud”. Enhver, der kommer på besøg, må ikke gå igen uden at have fået et eller andet at spise eller drikke. Alle skal have glæde af julens overflod. Det gælder også husdyrene, som i gamle dage ofte fik ekstra foder i julen. Fra julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm” hører vi om lænkehunden, der får dobbelt sul, for at også den skal vide, at det er jul.

På landet gjaldt det ikke kun husdyrene, men også de vilde fugle. Efter høsten gemte man det sidste neg havre, og det blev juleaftensdag sat op på en lang stang til de vilde fugle. Skikken har rod tilbage i de hedenske vintersolhvervsfester, men neget blev også brugt til at vise naboer og forbipasserende, at nu var julen kommet til gården.

I 1870’erne begyndte neget også at dukke op i byerne, og det er i dag stadig en tradition. Selvfølgelig for at være god mod fuglene, der i vintermånederne kan have svært ved at finde mad, men også som udendørs juledekoration.

 

Nisser

Julenissen er en lille gammel mand med skæg. Han er klædt i grå trøje og grå bukser. Han har en rød tophue og går med røde strømper i sorte træsko. Han skal have sin årlige julegrød, og han kommer med gaver til børnene juleaften.

Kulturhistorisk set er julenissen både meget ung og meget gammel. Ung er han, for så vidt som han som gavebringende julefigur ikke er ældre end den juletræsjul, der blev skabt i borgerlige miljøer i København i begyndelsen af 1800-tallet. Gammel er han, for så vidt som de billedmagere, der skabte ham, er blevet inspireret, der skabte ham, af sagn og overtro om et overnaturligt væsen, der har været kendt her i Norden allerede i hedensk tid. Nissen er nemlig en figur fra folkeovertroen med rødder tilbage til vikingetiden. Den havde oprindelig slet intet specielt med julen at gøre, men var af samme familie som ”de underjordiske” og ”vætterne”, der holder til i naturen. Nissen bor på gårdene og optræder som gårdens beskytter og vogter og kaldtes derfor også ”gårdboen”. Svenskerne kalder ham stadig tomten, ham, der passer på den tomt, som gården ligger på.

Som særlig ”julefigur” har nissen ikke meget mere end 170 år på bagen. De først kendte ”julenisser” var nisser klippet i papir, som blev anvendt ved danske kunstneres julefest i Rom til julen 1836/37. Her kendes det første eksempel på, at nisser holder jul og opfører sig ”julenisseagtigt”.

Bondesamfundets nisse var langt mere tvetydig og har sandsynligvis rødder tilbage til førkristne forestillinger om stedvætter, der under visse omstændigheder kunne bistå mennesker i deres arbejde.

På hver en gråd findes der en nisse, og nissen havde man meget respekt for. Var man ikke flink over for nissen, så hed det sig at så begyndte han at drille. Men fik nissen risengrød sat op på loftet, så kunne man være sikker på, at man nok skulle få julegaver.

De fleste folk på landet kender nissen. Han bor oppe på loftet eller ude i loen, og der har han sandsynligvis boet siden gårdmanden tipoldeforældre var små. 

Nissen ved alt hvad der er værd at vide om stedet og om dyrene. Han kan mærke når en ko skal kælve, eller hvis en hest er ved at blive syg. 

Nissen kan tale dyresprog, og hvis en ko er længe om at føde sin kalv sidder han og fortæller historier om varme sommerdage med masser af græs og solskin, for at lindre koens smerter. På den måde hjælper nissen også gårdens folk med at have en sund og rask besætning.

Den grødspisende nisse blev taget op i den borgerlige jul i løbet af 1800-tallet, og nissen fik hermed en tættere tilknytning til julen. Og det slog an. Figuren passede godt til julen og ikke mindst takket været en række tegninger og billeder af danske kunstnere som Constantin Hansen, J.Th. Lundbye og H.C. Ley i 1830’erne og 40’erne blev han ret populær. H.C. Andersen fortæller også om ham i ”Nissen hos Spækhøkeren” (1853).

Indtil midten af 1800-tallet var nissen altid hankøn, men så dukker kvindelige nisser op og snart derefter også nissebørn. De bliver til nissefamilier fuldstændig som de borgerlige familier, som nissen besøger i julen.

Med den voksende kommercialisering af julen op mod år 1900 begynder nissen at dukke op overalt – i fortællinger, på billeder, på julekort, i sange, som julepynt, på juletræet, på julekalenderne, på porcelæn, i legene, selv på øletiketterne. Og det fortsatte i 1900-tallet, hvor nissen både blev julemandens hjælper (han sammenblandes nu og da fejlagtigt med julemanden), fik plads i Lucia-optoget og kom i radioen, i tv og på film.

Nissen er stadig en af julens helt centrale og mest populære figurer både blandt børn og voksne, og mange sætter heldigvis stadig en skål grød til ham juleaften.

 

Nissetyper

Der er mange forskellige slags nisser, men de er alle sammen i familie med hinanden.

Julenisser: (gårdbo-nisser)

Julenissen er en lille, gammel mand med skæg. Han er klædt i grå trøje og grå bukser. Han har en rød tophue og går med røde strømper i sorte træsko. Han skal have sin årlige julegrød, og han kommer med gaver til børnene juleaften.

Hønisser: 
Det er de gamle nisser. De sidder oppe på høloftet og fortæller nissehistorier om gamle dage, da de selv var unge.

Kirkenissen:

Kirkenissen er af køn, størrelse og alder som gårdbo-nissen. Dog bor han i kirken, hvor han undertiden optræder som kirkens vogter. Man kan se dem med deres røde huer sidde deroppe i glamhullet og nikke. Nogle af kirkenisserne pudser, tørrer støv af og fejer gulvet i kirken lørdag nat, så der kan være pænt og rent til søndagens gudstjeneste.

Kravlenisser: 
De bor i sprækker og kroge, inde i husene hele året og kommer kun frem i julemåneden.

Nordpolnissen:

Nordpolnissen bor, som du jo nok ved, på Nordpolen. Han har et langt, hvidt skæg, lang rød kappe og røde bukser. Han bruger rensdyr, når han skal rejse ud med julegaverne til alle de søde børn. For rensdyr er de eneste dyr som kan leve i kulden på Nordpolen. Nordpolnissen har et hvidt bælte, som er magisk. Det bruger han, når han skal trylle gaver frem, også når han skal ud at køre med rensdyrene. Han bruger også det magiske bælte, når han vil snakke med dyrene. Når nu Nordpolnissen bor så langt væk, er det jo kun i julen, du får mulighed for at se ham. Men da kan du også se rigtig mange, som har klædt sig ud som Nordpolnisser.

Hvis man kender ”Nisseloven”, som kun ordentlige nisser kender. Så ved man, at der står:

”Alle ordentlige nisser skal kunne et vers af Nissesangen”, og det kan Nordpolnissen.

Skovnissen:

Har du været heldig at møde Skovnissen nogensinde? Han har helt sikkert set dig!

Går du tur i skov og mark, kan du være sikker på, at han følger med dig, men han gemmer sig godt! Det er bare i julen, at du kan være så heldig at få mulighed for at se ham.

Han har langt, gråbrunt skæg, grøn jakke, brune bukser og en lang, rød nissehue med en kogle som dusk.

Skovnissen har et magisk bælte med mange fine kogler på. Det er bæltet som gør, at han kan trylle gaver frem. Og også gemme sig, hvis der kommer mennesker forbi.

Skovnissen er vældig glad for dyrene i skoven. Hans magiske bæltet får ham til at tale med dyrene. Alle ordentlige nisser må kunne Nisseloven. Der står det at ”alle ordentlige Nisser skal kunne et vers af Nissesangen”, og den kan han!

Skovnissen bor ude i skoven under en stor trærod.

Når han ikke laver julegaver, eller kører ud med dem, så passer han på skoven og alle dyrene, så de har det godt.

Vatnisser:

Det er nogle sløve nogle, som aldrig kan beslutte sig til noget, så kan de blive to hundrede år uden nogensinde at have oplevet noget som helst.

Nissen er 7 gange så stærk som mennesket.

 

Nye juletraditioner kommer til

I slutningen af det attendeårhundrede og op gennem det nittendeårhundrede udviklede julen sig gradvist til den form, vi kender i dag.

Julekort, som egentlig blev opfundet i England i 1843, blev først trykt i Danmark i 1880'erne. Med de amerikanske julekort, som danske udvandrere sendte hjem til familien i det gamle land i løbet af 1870'erne og 80'erne, kom Julemanden til Danmark. Hvor det før var den gråklædte Julenisse med den røde hue, der kom med julegaverne, blev det nu den tykke røde Julemand, der kom flyvende gennem luften med sin rensdyrtrukne kane og kravlede ned gennem skorstenen med sin fyldte gavesæk. Julenissen og Julemanden smeltede sammen.

Fra Tyskland bredte skikken med adventskransen sig efter år 1900 over grænsen, indtil den omkring 1930 var blevet almindelig i Danmark. Også julekalenderen indvandrede fra Tyskland i løbet af 1930'erne. Selve juletræsfesten og mange af dens skikke kom altså til Danmark fra Tyskland. Men Tyskland har også sat sit præg på den danske jul på andre måder. Under tyskernes besættelse af landet under 2. Verdenskrig dukkede nye lyseskikke op. Man kaldte besættelsestiden for "De mørke år", og lys fik en ny betydning som billede på håbet om befrielse; - ligesom Jesus kaldte sig selv for "Verdens Lys", der skinnede i den onde, mørke verden og viste menneskene vejen til det gode.

Kalenderlyset dukkede op i 1942, og det blev utrolig populært at sætte fire lys i adventskransen. I adventstiden venter man på Jesu fødsel, som man kalder Adventus Domini, dvs. Herrens komme. I krigsårene ventede man også, men på befrielsen. Den vigtigste nye lyseskik i de mørke år var nok Lucia-optoget, som man med vilje valgte at indføre i Danmark, fordi det var en lysfest, og fordi skikken var svensk. Nok var Lucia en katolsk helgeninde, men navnet kommer af lux - dvs. lys -, og Lucias dag, den 13. december, blev i ældre tid betragtet som årets korteste dag - og dermed årets længste nat. Noget bedre billede på krigsårenes tidsånd kunne man næppe have fundet.

I Sverige bestod lyseskikken i, at en ung pige i hvid kjole og med en lysekrans om hovedet gik rundt i huset om morgenen den 13. december og vækkede familiemedlemmerne med varm kaffe, gløgg og en bestemt slags julekager, som repræsenterede Djævelen. Pigen blev kaldt "Luciabruden", men i virkeligheden forestiller hun Juleenglen eller julens ånd, altså Jesus-barnet. Derved blev Djævelen så ufarlig, at man kunne spise ham som kage. Det onde blev så at sige fortæret, når lysets brud gik rundt i huset. I nogle svenske hjem blev Luciabruden fulgt af hvidklædte piger med lys i hænderne eller lystige spillemænd. I Danmark blev Luciabruden i hjemmet dog aldrig rigtig nogen familiesucces. Til gengæld blev lyseoptoget fra krigsårene og frem meget populært på hospitaler, plejehjem, skoler og i forskellige foreninger. Vi tog lyseoptoget til os, netop fordi det var svensk - eller nordisk i en tysk tid. Men faktisk har svenskerne selv lånt skikken fra en ældre tysk tradition. Det er blot én af den slags pudsigheder, der blinker tilbage, når man bladrer i julens historiebog.

Imidlertid har vi også lært en anden hyggelig skik af svenskerne, nemlig julefrokosten, som svenskerne kalder Lucia-frokost. Julefrokosterne dukkede op på de danske arbejdspladser i begyndelsen af 1940'erne. Den hyggelige fællesspisning med god mad, våde varer og eventuelt sange, selskabslege og dans blev hurtigt populær under besættelsen. Julefrokosterne før jul har afløst gamle dages julestuer efter jul. Tilbage er kun at sige: Skål, velbekomme og rigtig glædelig jul i fædrenes fodspor!

 

Overtroen

Juletiden og vintersolhvervsperioden har altid haft en særlig magi og været omgærdet med megen overtro.

Det gælder ikke mindst selve juleaften og nat. Ved at spise rigeligt og ekstraordinært godt mente man at kunne sikre sig overflod og velstand i det nye år. På landet smuldrede man julebrød i vårsæden, for at give en god høst, og når dyrene fik ekstra julefoder, gned man deres tænder med salt for at holde trolddomsvæsen væk. Julenat var fuld af spøgeri, og derfor lod man både tændte lys og lidt rester fra julebordet stå til slægtens afdøde og satte også lidt grød og øl frem til gårdnissen, for at holde sig på god fod med denne drillepind. Tabte man noget fra julebordet, måtte man ikke bukke sig ned for at tage det op, og enkelte steder skulle man undgå at bruge ting, der drejede rundt, som bl.a. spinderok og peberkværn.

Perioden omkring årets korteste dag var også særlig velegnet til at tage varsler – især vejrvarsler. I 1300-tallet mente man, at juledag havde betydning for det kommende år. Faldt juledag på en søndag, ville sommeren blive varm, en mandag tør og stormfuld, en tirsdag våd og mild, en onsdag dårlig, en torsdag god, en fredag stabil og en lørdag god.

Fra de gamle ”bonde-practica” håndbøger for bønder, der begyndte at komme i 1590’erne, kendes flere varsler. Bl.a. betød solskin den 25. december et frugtsommeligt nytår, den 26. december fattigdom, den 30. december en god frugthøst og den 4. januar megen sygdom. Stormvejr den 25. eller 27. december betød, at mange fyrster ville dø, den 28. december hungersnød, den 30. december en god kornhøst og den 5. januar krig. Man sagde også, at en hvid jul giver en grøn påske, og omvendt, at ”julesommer giver påskevinter”.

Vores udtryk ”efter solemærker at dømme” stammer også fra julens overtro. På loftsbjælken tegnede bonden 12 cirkler (”julemærker” eller ”solemærker”) – én for hver af årets måneder. Hver dag mellem den 25. december (jul) og den 6. januar (helligtrekongersaften) notede man med kridt dagens vejr i en af cirklerne: Ved dårligt vejr fyldtes cirklen ud, ved godt vejr lod man den være tom. Heraf lavede man så sin egen prognose for de kommende 12 måneders vejr. Var cirklen udfyldt, betød det, at måneden blev regnfuld, var den tom, blev den tør. Prognosen kunne gøres mere detaljeret ved at dele cirklen, og så notere formiddagens og eftermiddagens vejr for første og sidste halvdel af måneden.

Man tog også varsler om andet end vejret – fra kornpriser til dødsfald og bryllupper. Både natten til den 13. december og til den 6. januar (helligtrekongersaften) kunne piger drømme om deres kommende ægtemand, hvis de inden sengetid fremsagde et vers, samtidig med at de gennemgik et bestemt ritual (bl.a. gå baglæns i seng, stille sig med et lys i hver hånd foran spejlet og gå tre gange rundt om gården).

Selv om julen i dag først og fremmest er forbundet med hygge, så hænger noget af overtroen fortsat fast. Mange sætter stadig grød ud til nissen, lader lyset være tændt julenat og slå ikke ”julefluen” ihjel, for at undgå ulykke.

 

”Peters jul”

De fleste danskere kan citere de første linjer eller vers af ”Peters Jul”: Jeg glæder mig i denne tid … etc. ”Peters Jul” er en af Danmarks første julebøger og udkom første gang i 1866. Den er skrevet af Johan Krohn, hvis bror Pietro, havde fremstillet illustrationerne til den oprindelige udgave.

I den første udgave var bogens format udskåret efter forsidetegningen, der forestillede ”Den Gamle Julefar”. Denne figur adskiller sig fra senere ”julemænd” ved ikke at bringe gaver. ”Den Gamle Julefar” kommer i stedet med selveste juleglæden, som spredes der, hvor han tænder juletræet ved hjælp af et lille lys, han bærer i sin hat. Lyset bruger han kun dér, hvor han kan høre, at børnene er søde og artige. Hører han, at forældrene skælder ud, så går han forbi – og her lader han således ikke juleglæden – eller julestemningen – indfinde sig.

”Peters Jul” er siden udkommet i utallige versioner og oplag.

 

Pynt

Den ældste julepynt er de uundværlige lys. I forrige århundrede brugte man tælle- eller vokslys, som man fæstnede i deres egne dryppeklatter med en nål stukket gennem grenen. Omkring ca. 1870 begyndte man dog at eksperimentere med lyseholdere i klemmer, vel af tysk fabrikat udstyrede med små relieffer i brogede farver, der forestillede kogler, fugle, eller måske med et stort blikbillede af en svævende juleengel over en nedhængende guldkugle. Ældre former havde omviklingsbånd af blik og drejelige kuglelejer. Lidt senere kom en balancestang med kugle.

Til den ældste pynt hører også kagemænd, kringle, sukker- og chokoladefigurer samt senere: figurer af marcipan. Alt sammen noget der kunne spises, når man havde danset om juletræet.

Siden midten af forrige århundrede kom papirstadsen ind i billedet. Man klippede og klistrede efter evne i glanspapir og silkepapir. Almindeligt var det at lave kræmmerhuse, som man kendte fra købmanden, og kurve som efterlignede dagligdagens indkøbskurve, dog i festlige farver og med dekorative mønstre. Begge dele velformede til at putte godter i.

Og man flettede julehjerter, lavede musetrapper, ringguirlander og flagguirlander.

I sidste halvdel af forrige århundrede kom "Originale Juletræsprydelse". Det var glasfigurer og kunstfærdigt formede kugler, der var importeret fra Tyskland.

I toppen af juletræet sættes gerne herhjemme en stjerne, og det er naturligvis Betlehemsstjernen. Tidligere har man imidlertid haft en række andre topfigurer, som engle og storke, der alle understreger, at juletræet er og bliver et gavetræ.

Senere i 1800-tallet blev den hjemlige julenisse imidlertid gavetræets superstar, nemlig da han var blevet almindeligt acceptere som gavebringer.

 

Rensdyr

Dyrene, der ser til at Jólnir/julemanden/Odin kommer frem til sin destination er jo rensdyr. Hjorte, og specielt kronhjortens horn, var blandt alle indoeuroæere betragtet som symbolet på det mandlige. Jo mere vi efterser dette, så tænk på julebukken i Danmark/Norge der til trods for den katolske kirkes tusindårige forsøg på at udrydde ham ved at kalde julebukken for djævlen, stadig lever i bedste velgående. Og julebukken lever naturligvis fordi den har frugtbarheds egenskaber.

 

Risalamande

Risalamande er – navnet til trods – en helt igennem dansk ret. Risalamande blev opfundet omkring århundredeskiftet, nogenlunde samtidig med, at risengrøden begynder at blive mere almindelig. Tidligere var risengrøden en temmelig eksklusiv form for grød, da der jo bruges forholdsvis kostbare ingredienser: ris – en importeret vare, sødmælk samt smør, sukker og kanel til at komme ovenpå, hvis det skal være ”rigtigt”.

Noget tyder i øvrigt på, at risalamande får et særligt skub fremad i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig.

 

Salmerne og sangene

I lang tid var julens sange især salmer. Langt de fleste af vores store salmedigtere har skrevet julesalmer, mange med inspiration og musik fra ældre tider og fra udlandet. En stor del er stadig fast på repertoiret i både hjem og kirke: Grundtvigs ”Dejlig er den himmel blå” (1810 - denne sang synges især på Hellig Tre Kongers Dag), ”Det kimer nu til julefest” (1817) og ”Et barn er født i Betlehem” (1820) samt Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud” (1839) og ”Glade jul, dejlige jul” (1850). Sidstnævnte er nok den mest berømte julesang i verden (”Stille Nacht, heilige Nacht”), oprindelig skrevet i 1818 af østrigeren Joseph Mohr med musik af hans ven Franz Gruber.

Tidligere var julens sange især hentet fra salmebogen, men med den borgerlige jul i 1800-tallet kom der flere verdslige sange. Mange bruger stadig Peter Fabers ”Højt fra træets grønne top” (1847), der efter sigende først skrev den til melodien til ”I en kælder sort som kul”, men i dag brugt med Emil Hornemanns melodi (1848), og ”Sikken voldsom trængsel og alarm” (1873).

Op igennem 1900-tallet kom der mange nye sange til – ikke mindst på grund af radioens og grammofonens voksende udbredelse. Flere bliver hængende år efter år som ”Juletræet med sin pynt” (Mogens Lorentzen, 1939) og fra den nyere populærmusik bl.a. Otto Brandenburgs ”Søren Banjomus” (1969), Shubidua’s ”Den himmelblå” (1980), MC Einers ”Jul det cool” (1988) og Drengene fra Angoras ”Jul i Angora” (2004).

Fra film har vi også fået mange julesange bl.a. Svend Gyldmarks ”Til julebal i Nisseland” fra ”Far til fire i byen” (1956), og i nyere tid er der endvidere kommet mange, populære melodier fra de mange tv-julekalenderen.

Mange af julens traditionelle sange er fra udlandet. Fra Sverige bl.a. ”Nu’ det jul igen” (ældre sangleg fra 1600-tallet) og Lucia-sangen og fra Norge ”På loftet sidder nissen med sin julegrød” (1920’erne). I nyere tid har især USA været storleverandør af julesange med bl.a. ”Jingle Bells” (1857, på dansk 1947), ”White Christmas” (1942, på dansk 1947), ”Rudolph The Red Nosed Reindeer” (1949, på dansk 1950), ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” (1952), Jesper Fårekyllings sang fra tegnefilmen Pinocchio (1940) ”When You Wish Upon A Star”, der også afslutter Disneys årlige juleshow i tv, samt Whams ”Last Christmas” (1983).

 

Santa Lucia

Santa Lucia er skytshelgeninde for byen Syrakus. Hun var umådelig from, og ønskede ikke at gifte sig, hvorfor hun blev angivet som kristen af sin (forsmåede) forlovede. Myndighederne fik arrangeret, at hun skulle anbringes i et bordel – men da man kom for at hente hende, lod hun sig ikke rokke. Senere blev hun henrettet under forskellige pinsler.

Skikken med Lucia-optog og Lucia-brud er importeret fra Sverige under Anden Verdenskrig med meget aktiv medvirken fra Foreningen Norden.

 

Slæden og rensdyr

Julemandens transportmiddel er slæden. Det indoeuropæiske ord var "slid," der forgrener sig ud nordbolandene og på de britiske øer i betydningen af "at glide" (slide/slid på engelsk), i norden i betydningen af hårdt arbejde "slide/slíta", og så i betydningen slæde/sleigh/sleði som et transportmiddel.

Søren M Sindbæk fra afd. F. Forhistorisk Arkæologi på Aarhus Universitet har skrevet en, efter min mening, epokegørende afhandling om brugen af slædetransport af vore forfædre i samhandlen med Garðaríki. Kort fortalt så forklarer Søren Sindbæk elegant, at en rejse med et klinkbygget kølskib, dvs. et langskib, fra bunden af den finske bugt via Hólmgarður (Novgorod) og forbi Kænugarður (Kiev) til Dnepr flodens munding ved Sortehavet har krævet at kølskibet skulle trækkes over land mere end 250 km. En sådan rejse har været både for farlig, taget for lang tid, og været alt for ressourcekrævende. Laxdæla Sagaens beskrivelse af Bolli Bollasons rejse fra Danmark til Miklagarð viser at dette foregik, selvom vi ikke kan se hvorledes dette foregik. Herefter vises det at man derfor om sommeren foretog omlastning fra kølskibe til fladbundede flodbåde ved handelsstationen ved Lagoda søen (Nevo søen), og om vinteren til hestetrukne fragtslæder. Man fulgte den samme motorvej, i form af floderne, sommer og vinter, da isen om vinteren gør floderne farbar for slæder. Det vises også, at de fladbundede flodbåde har haft en båd og slædefunktion. Også vognkasser, kaldet fadinger, havde en dobbeltfunktion som sommer- og vinter-transportmiddel. Om sommeren med hjul, om vinteren med meder. Det er arkæologisk bevist at disse slædetransporter foregik i hvert fald fra ca. år 800-830 e.Kr.

Man har kun meget få arkæologiske beviser på slædekørsel i nordbolandene, den mest kendte værende Gokstadslæden fra Uppland. Dette kan dog ændre sig, ifald de mange fund af vognfadinger i Danmark og nordGermanien viser sig at have haft en dobbeltfunktion.

Tilbage til Julemandens, dvs. Odins, brug af slæde. Det er ikke tilfældigt at Odin bruger slæde i vor sagnhistorie, og der kan være to udlægninger af dette. Dels at vi har totalt undervurderet brugen af slæder som transportmiddel i nordbolandene, men også at Odin med sin slæde er en indikation af at vore forfædre udvandrede fra Garðaríki området som min historie mener er tilfældet, hvor slæden med sikkerhed vides at have været hovedtransportmidlet om vinteren.

Vi har et par beretninger fra langt senere i Danmarks historie om brugen af kaner, slæder og isbåd som vintertransportmiddel.

En hollandsk købmand, van der Meersch, berejste i år 1674 Danmark sammen med to landsmænd. I marts måned skulle han fra Korsør til Nyborg over Storebælt.

"Vi fandt her", fortæller v.d. Meersch, " at isen i Store Bælt endnu laa fast, og at man endnu trygt passerede over den, hvorfor vi ogsaa strax besluttede at fortsætte rejsen med en slæde med to heste for. Jeg skal aldrig glemme, at jeg saa langt hen paa aaret rejste over Store Bælt forbi den lille ø Sprogø (bedrøvelig ihukommelse!) ligesom over land - til Nyborg paa Fyen, hvor vi ankom om eftermiddagen kl. 3 velbeholdne og uden at have set vand, men vi mødte paa hele denne istur intet levende menneske uden en flok smaa dagdrivere eller forkælede børn, der med hest og bjælder kørte afsted i deres kaner."

Da Holberg i år 1709 vendte hjem fra en udenlandsrejse måtte også han døje en istransports besværligheder. Han fortæller i sit første levnedsbrev om denne tur:

"Lillebælt fandt vi saa stærkt lagt med Is, at vi trygt gik over det til Middelfart paa Fyn, men på Storebælt var Isbroen ikke saa sikker. Vi blev derfor hele otte Dage i Nyborg i Haab om, at Isen enten skulde lægge bedre til eller bryde op, men omsider blev vi kjede af at vente og lejede Isbaade, i hvilke vi af Søfolk blev trukne først til Sprogø, hvilket tog en hel Dag, og Dagen efter til Korsør, en Søstad paa Sjælland. Skjønt det strider imod Fortsæt at opholde mig ved Stedsbeskrivelser og bøde paa dette Brevs Tørhed ved behagelige Digressioner, vil jeg dog, eftersom Geograferne har ladet Sprogø ligge urørt, gjøre et lille Sidespring for at give en Beskrivelse af denne ø og undersøge, om den svarer til sit Navn og Rygte, thi naar en Dansk ønsker ondt over sine Fjender, sker det med de Ord: "Gid du sad paa Sprogø!"

Fra Asien ser vi at Jordskælvsguden Tuil hos befolkningen på Kamchatka halvøen i det østlige Sibirien er beskrevet som ridende på en slæde under jorden.

 

Strømpen

I 1900-tallet fik vi en række juletraditioner fra USA. Det gælder bl.a. julestrømpen, som i USA hører til en af de mest populære juletraditioner. Juleaften hænger amerikanske børn en strømpe op på kaminen e.l., for at Santa Claus kan have et sted at lægge gaverne, som børnene så åbner julemorgen den 25. december. Der er en række faste traditioner, som skal overholdes, bl.a. skal man sørge for, at der sættes en række ting frem til Santa Claus – bl.a. noget spiseligt, noget, der larmer (f.eks. en knallert), noget pænt at se på og noget, der dufter godt. Har men været et artigt barn i årets løb, så lægger Santa Claus gaver i strømperne, men hvis ikke, så risikerer man blot at få et stykke kul.

Egentlig kommer strømpen fra Europa, hvor man i middelalderen var begyndt at give især børnene gaver til jul. Skikken med at hænge eller stille en ting frem til at lægge gaverne i stammer fra 1300-1400-tallet. I starten var det Sankt Nikolaus, der kom med gaverne. Da han også var søfartens helgen, så stillede børnene i Sydtyskland et lille skib frem, men i andre dele af Europa bl.a. Holland brugte man sine træsko. De blev senere erstattet af strømper, og denne skik tog de hollandske udvandrere med sig til USA, hvor den blev almindeligt udbredt i 1800-tallet.

Tidligere var det blot ens almindelige strømper, man brugte, men efterhånden kom særlige julestrømper i handlen.

I Danmark er skikken ikke særlig almindelig, men strømpen bruges dog både som julepynt og til pakkekalendere.

 

Topfigurer til juletræet

Topfigurer til at sætte øverst i juletræet kan have mange forskellige former. Nogle af de første afbildninger af juletræer kan have en juleengel, en slags Christkind, der kom med gaver til artige små tyskere. Et stork var også en mulighed – på grund af forbindelsen mellem storken og den kristne juls højtideligholdelse af Jesu fødsel.

Senere i 1800 årene kan man også træffe på udklippede nisser, med kat, grød, m.m. samt den stjerne, som de fleste uden tvivl anvender i dag. Stjernen kan opfattes som Betlehemsstjernen, den lysende ikon, der viste de hellige tre konger vej til Jesus-barnet. Man kan imidlertid også se ”top-spyd” af farvet eller sølvskinnende glas. Denne form for topfigur synes tidligere af have været populær til fagforeningsjuletræer. Og i kredse, hvor man syntes, at stjernens kristne anknytning måske ikke var passende.

 

Træet

I 1808 tændte grevinde Wilhelmine Holstein på det sydsjællandske gods Holsteinborg et juletræ for sin lille pige. Det er alt hvad man ved om dette første juletræ i Danmark. Det første juletræ - ja er det nu det første? I grunden ved vi det ikke, vi ved bare, at man i denne grevelige familie i 1808 havde et juletræ. Det står ingen steder skrevet, at det er det første juletræ i Danmark, men et af de første må det have været.

Martin Gotlieb Lehmann var præstesøn fra Haselau i Holsten. Han var født i 1775, og der er ingen tvivl om, at han som barn har haft et juletræ.

Martin Lehmann blev gift med en borgmesterdatter i København, Frederikke Louise Bech, og de fik i 1810 en søn, den i øvrigt senere så bekendte politiker Orla Lehmann. Den første jul Martin og Frederikke Lehmann fejrede i Ny Kongensgade sammen med lille Orla havde de ikke noget juletræ, men året efter - besluttede faderen, at nu skulle de også have et juletræ, sådan som han havde været vant til det i præstegården i Holsten, da han var barn. En af gæsterne, der besøgte familien den juleaften, har senere fortalt om, hvilken opsigt det vakte i det dengang lille København.

"Alle værelserne ud til gaden var oplyste, hver et, og uden for vinduerne stod der ved 17-tiden mange mennesker, der højlydt gav deres forundring til kende. Det var nemlig rygtedes i kvarteret, at folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle dage i forvejen var bragt et lofthøjt grantræ ind i stuerne. Godtfolk spærrede øjnene op. Sladderen gik, det forlød, at træet skulle have tændte lys på grenene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det ville gå. Og uden postyr gik den første juletræsaften i København da heller ikke af. Nogle troede vel den unge doktor og hans yndige frue var blevet gale, siden de havde rullet gardinerne ned og sat lys i brand på et grantræ".

Juletræsskikken bredte sig kun langsomt i København, og i den første halve snes år betragtede den stadig af mange som en tysk skik.

Først hen imod Første verdenskrig er juletræet blevet almindeligt i de fleste danske hjem, og på den tid indførtes en ny juletræsskik, idet dagbladet "Politiken" i 1914 tændte det første udendørs stående juletræ i Danmark, nemlig på Rådhuspladsen i København.

I løbet af 150 år er den danske jul blevet en juletræsjul. Juletræet er blevet julefejringens ubestridte midtpunkt i næsten alle hjem - i al fald hjem med børn.

 

Vejret

En ”rigtig” jul er i de flestes øjne med snedækkede træer og buske, frostfunklende snetæppe og stille julesne. Mange husker deres barndoms jul som hvid og de fleste ”drømmer om en hvid jul”, som det hedder i den populære julesang.

Men virkeligheden er lidt anderledes end idealbilledets sne og frost. Ifølge DMI skal mere end 90% af Danmark være dækket af sne den 24. december om eftermiddagen i en hvid jul. Det behøver ikke nødvendigvis at sne, men der skal ligge mindst en halv cm. Med denne definition har vi kun haft landsdækkende hvid jul syv gange siden 1900: 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981 og 1995. Det giver i snit en landsdækkende hvid jul hvert 14. år og en chance for hvid jul på 7%. Selvfølgelig kan man opleve hvid jul med sne og frost tiere, men kun lokalt og spredt, og ikke i hele landet, som kræves ifølge den meteorologiske definition.

Også temperaturmæssigt er virkelighedens julevejr langt fra idealbilledet. Normalt er det tøvejr med grader lige over frysepunktet. Om natten er frostvejr dog mere almindeligt. Den koldeste jul, der er blevet målt i nyere tid, var i 1962 med minus 11,5 grader, den varmeste i 1977 med plus 9 grader.

Det mest almindelige vejr juleaften er gråt og mildt, og en typisk vejrudsigt kunne lyde: ”Overskyet eller diset med temperaturer mellem 2 og 5 grader og let til frisk vind fra vestlig retning”.

 

Verdens første julekort

Næsten samtidig med at det første frimærke blev lanceret i 1840, begyndte man at trykke julekort. Det var i 1843 i England. Dette julekort opbevares den dag i dag på British Museum i London.

 

Vikingejul

Der er kun få kilder, som fortæller noget om, hvordan julen var i førkristen tid.

Snorre Sturlasson fortæller i bl.a. Hakon den Godes saga en del om den førkristnetid. Men Hakon regerede i Norge fra 934-960 og Snorre levede i 1200-tallet. Der findes én førkristen kilde der fortæller om den nordiske jul - nemlig et kvad, som handler om Harald Hårfagers kamp ved Hafsfjord i 872. Skjalden Thorbjørn Hornklove fortæller i et kvad om Harald og begivenhederne at "ude vil han drikke jul, for at være den eneste, som råder". Her tales om at drikke - ikke at "fejre" eller "holde" jul, hvilket fortæller, at øllet havde en væsentlig betydning.

Vikingernes jul var en midvinterfest - midvinterblót - der havde betydning for frugtbarhed og held i det kommende år.

I Hakon den Godes saga fortælles, at Hakon var på "julebesøg" hos en stormand, hvis bønder forlangte, at  han skulle blote til "àrs ok fridar", dvs. "til år og fred". Andre steder i sagaen får man at vide, at der var tre traditionelle skåler - til Odin, til Njord og til Frøj - for år og fred. Værten signede det første bæger til Odin, men den kristne Hakon snød og gjorde korstegn, da det blev hans tur. 

Snorre fortæller også, at julen var en slags sammen-skudsgilde, hvor alle bønderne kom til hovet (helligstedet) med madvarer. Der blev slagtet, bla. får og heste, hvis blod blev smurt på alter, gudebilleder og vægge, og stænket over de tilstedeværende. Kødet fra offerdyrene blev kogt som gildemad og de første skåler man drak blev velsignet. 

I en anden saga - Hervør og Heidriks saga - fortælles om et julegilde, hvor værten lod en stor galt komme ind i salen. Det var guden Frøjs hellige dyr, og ved den kunne man sværge eller aflægge løfter for det kommende år.

I kvadet om Harald Hårfager bliver der talt om at "drekka jól". Ordet "jul" hører til de ældste dele af festen. "Jul" er et flertalsord, som betyder "fester". Måske skal det tolkes som "festtid" eller "festperiode". I dag består julen for mange jo strengt taget også af flere fester, frokoster eller sammenkomster i julemåneden.

 

Vores kære nisser

Nisser og eller lignende væsner er ældre end kristendommen i Danmark. Den ældste beretning om et nisselignende væsen, findes i Olav Tryggvessons saga. Her fortælles om en islandsk bonde, der hed Kodran. Denne bonde havde en "årmand", som boede i en sten og gav gode råd om gårdens drift. Imidlertid fik den kristne præst nys om Kodran og hans overnaturlige hjælper, og fordrev årmanden ved hjælp af bl.a. salmesang og vievand, som han ikke kunne tåle, fordi det skoldede ham. Og Kodran, han blev omvendt til kristendommen.

Julenissen er en yngre slægtning til den urdanske nisse, som havde til huse rundt omkring på gårdene. Nissen var som oftest en godmodig fyr, der hjalp menneskene i hverdagen. Han tog vare på gårdens trivsel, og passede kvæg og heste. Nissen kunne vise sig i forskellige dyreskikkelser, oftest som en kalv, og lavede uskyldige løjer med gårdens folk. Men hvis han blev drillet, hævnede han sig frygteligt. Man sagde også, at hvis nissen forsvandt fra gården, tog han lykken med sig, så intet ville trives mere.

Nissens belønning for tro tjeneste, var et stort fad grød med smørklat til jul. Nissens julegrød er den sidste synlige rest af vores ældgamle offerskikke, hvor man ved juletid bragte øl, brød og grød til hjemmets og gravhøjens guder og vætter. På den måde sikrede man sig deres velvilje, og dermed et godt og lykkebringende nytår. På trods af stor ihærdighed fra kirken, der gerne ville "fordrive gårdnisser som de djævle, DER buldrer om natten", er denne skik bevaret helt frem til I dag – dog nu i en noget mere symbolsk form.

Den skikkelse julenissen har antaget, er af nyere dato. I tidlig kristen tid optrådte nissen i djævleskikkelse, og man mente, at nisser var faldne engle, der blev styrtet til jorden. Den første skriftlige skildring af vores nisses udseende findes i Mattias Moth utrykte ordbog over det danske sprog, fra omkring år 1700. Deri beskrives nissen som "et spøgelse i en liden drengs skikkelse med rød hue på".

I vinteren 1836, blev der holdt dansk julefest i maleren Constantin Hansens lejlighed i Rom. Til lejligheden havde værten pyntet op med klip, der forestillede nisser som kom med gaver, spiste grød, m.m. Det er den første beretning om, at nogen har pyntet med nisser specielt fordi det var jul. Constantin Hansen er altså - så vidt vides - julenissens far!

Omkring 1872 tegner J. Th. Lundbye for første gang nissen, som vi kender ham i dag: den dværgagtige mandsling, med langt skæg og rød tophue.

Nissen er stadig en brugbar person, både pædagogisk og kommercielt. I historier, sange og teaterstykker formidler han kontakt og reder tråde ud, og uforklarlige hændelser er naturligvis nissens værk. Børnene elsker ham, for julenissen er en hyggelig fyr. Han kommer med gaver, er fuld af spilopper og laver halløj med de voksne.

I mange år var julenissen ungkarl. Det første billede af en kvindelig nisse er fra 1858. Det varede heller ikke længe før tanken om nissebørn meldte sig. Med hele nissefamilier er man kommet så langt fra den oprindelige nisse, som man næsten kan. Det minder mere om folketroens bjergfolk, som også levede i små samfund, og levede et helt menneskeligt familieliv.

Når man siger nisser og jul i Danmark, kan man ikke komme udenom den danske juletradition kravlenisser - nisser der kan klippes ud, og anbringes hvor som helst. Kravlenisser blev en landsdækkende tradition i 1940'erne. Allerede i slutningen af 1920'erne tegnede Alfred Schmidt en slags kravlenisser til glæde for børnene i Krebs' skole, hvor hans søn var bestyrer.

Men det var den danske julenisse-tegner Frederik Bramming, som i 1947 fandt på at kalde udklips ark med små papnisser for Kravlenisser. Frederik Bramming startede med at tegne to ark med sine Kravlenisser. Der blev solgt 80.000 eksemplarer, og allerede året efter, var der masser af forskellige kravlenisse ark i butikkerne. Brammings nisser er i øvrigt karakteristiske ved, at de er iført en slags gamachebukser, er tandløse og bærer nissehue uden kvast.

 

X-mas

X-mas er dels en juleøl, og dels en engelsk-amerikansk forkortelse af Christmas. ”Christmas” betyder ”Kristmesse” og da de kristne missionærer kom til Norden forsøgte de også at introducere betegnelsen her. Det lykkedes imidlertid ikke, idet vi fortsat anvender den førkristne betegnelse for festen: jul.

 

Æbleskiver

Æbleskiver hørte til bondesamfundets godter. Mange steder fik karle og piger et bestemt antal til fortæring i julen, hvilket regnedes som en stor delikatesse.

Æbleskiver var en form for bagværk, der tidligere var meget populært, da ”skiverne” jo kan bages uden brug af komfur. Før komfurets tid var småkager, sandkager m.m. stort set ukendte, og juletidens største lækkerier var derfor bl.a. æbleskiver og klejner, der som bekendt koges i fedt, og heller ikke er komfurkrævende.

 

Øllet og snapsen

Julens øldrikning er en meget gammel hedensk skik. Ved vikingetidens solhvervsfester drak man meget øl, og det at fejre jul hed: At drikke Jul. En lov fra 900-tallet fastsatte, at julen skulle vare lige så længe, som en tønde øl varede. Ordet øl havde samme betydning som gilde, og juleøl betød således også julegilde.

Efter kristendommens indførelse accepterede kirken i vid udstrækning julens øldrikning – dog med måde. I 1000-tallet bestemtes, at julens øldrikning skulle starte med en skål for Jesus, og denne skik holdt sig til langt op i 1800-tallet.

Normalt bryggede man juleøllet kort før jul, bl.a. var Thomas-dag (den 21. december) mange steder en fast bryggedag. I forhold til hverdagsøllet blev julens øl ”Juletønden” brygget med ekstra malt og honning, og det gjorde den både stærkere og sødere. På landet fortsatte man med at brygge eget øl hjemme, men i byerne solgte bryggerierne særligt overgæret og ekstra sødet hvidtøl til jul. Julehvidtøl var i mange år den typiske juleøl og meget populær til risengrøden, bl.a. den populære ”Nisseøl” fra Kongens Bryghus, der kom første gang i 1890’erne.

Vore dages stærke julebryg kom først for alvor i 1960’erne. Det var Albani, der lancerede den første, men de øvrige bryggerier fulgte hurtigt efter. I dag er lanceringen af årets juleøl en stor markedsføringsevent, ikke mindst omkring Tuborgs ”Sneøl”, der er blevet lavet siden 1981 og altid udsendt på en særlig ”J-dag” med særarrangementer og kampagner. Fra 1999 har ”J-dag” været den første fredag i november.

Julens traditionelle øldrikning smittede også af på andre drikkevarer. Det gælder ikke mindst snaps, som er en trofast gæst på julens frokostborde.

I 1982 begyndte De Danske Spritfabrikker at lancere en årlig juleakvavit i særligt designede flasker, som hurtigt fik stor succes også som samlerobjekt.

Til julemiddagen den 24. december er det i dag blevet mest almindeligt at drikke vin. Tidligere var vindrikning forbeholdt adelen, men i 1800-tallet bredte den sig også til byernes borgerskab.

Til fejringen af julen hører også andre specielle drikkevarer – ikke mindst hentet fra udlandet. Det gælder bl.a. ægtoddy (æggesnaps) fra USA og England samt julegløgg fra Sverige.

 

Tilbage til forsiden